Mød senioranalytiker Kristine Bang fra Aalborg: Fra studerende til Scrum Master for Nykredits største udviklingsprojekt

Kvinde afholder møde foran projektor

Kristines team arbejder med pair programming, hvor den ene sidder og programmerer, og den anden kommenterer. Det giver både en sjov og lærerig hverdag.

Hendes team skal udvikle et af Danmarks største it-projekter - Den Ny Realkreditplatform. Kristines filosofi inkluderer eksempelvis kaffekopper, Lego og flyvende fisk. Og så understreger hun, at hun aldrig bliver færdig som Scrum Master – og det er en god ting.

Store, fede flyvende fisk.

Det er det syn, der møder dig på det berømte Pikes Fiskemarked i Seattle i USA, hvor de ansatte kaster fisk til hinanden. Det ligner mere leg, spas og fjolleri end arbejde – ved første øjekast – men fiske-kasteriet i Seattle, som har stået på siden 1986, er i dag blevet til en hel ledelsesfilosofi: Fish Philosophy.

»Grundideen er, at det skal være sjovt at gå på arbejde,« forklarer Kristine Bang, der har taget filosofien til sig i sit daglige arbejde som scrum master hos Nykredit.

»Man skal være til stede for de mennesker, man arbejder sammen med. Man skal lytte til dem; fastholde blikket. Man vælger også selv sin attitude til arbejdet. Hjælper din attitude dit team eller dine kunder?« spørger hun retorisk.

Men hvordan passer fiskefilosofien ind i hendes team, der skal programmere komplicerede systemer til realkreditlån? Systemer, som benyttes af bankfolk i hele landet til at rådgive deres kunder, når de skal købe hus eller omlægge lån.

Essensen er, at det bliver nemmere at få løst problemer, når vi giver plads til, at det skal være kreativt at arbejde her. Når man føler, at ens teamleder er nærværende, og når man har det sjovt med kollegaerne, så øger det chancen for, at man går på arbejde med et smil

Kristine Bang

Hun understreger, at det, at hun kender sit team godt, også betyder, at hun ikke har noget imod at bede om en ekstra indsats.

»Jeg kender teamet og har ikke noget imod at steppe up og spørge, om der er nogen, der kan arbejde over, når der er en deadline. Der er altid nogen, der siger, at de godt kan blive lidt længere.«

Skaber et nyt fundament

Opgaven, som Kristine Bang og hendes team er i gang med, hedder ”Ny Realkredit Platform” – og det er en omfangsrig øvelse, der skal forbedre de værktøjer, man bruger i landets banker, når kunderne skal optage eller omlægge et realkreditlån.

imagess1f.png

»Vi skal understøtte de løsninger, de har i hele 53 forskellige pengeinstitutter, og samtidigt skabe et fundament for at give lån, som er mere effektivt end de nuværende løsninger, så det er nok et af de største it-projekter i hele den finansielle sektor,« vurderer hun.

Selve processen kræver, at der via API-løsninger hentes oplysninger om blandt andet ejendomsvurdering, tinglysning og servitutter, som ligger hos mange forskellige myndigheder.

De lån, der udstedes, har alle forskellige størrelser, rentesatser og bidragssatser, og der kan være tale om alt fra helt nye realkreditlån til refinansiering, tillægslån eller andre former for omlægninger. Undervejs er der selvfølgelig en omfattende lovgivning, der skal tages hensyn til.

Så er banen – og opgavens størrelse - ligesom kridtet op.

»For at få alle detaljerne med skal der koordineres med de syv andre teams, med fagpersoner og med produktejeren. På den måde er det både et stort og et kompliceret projekt,« siger Kristine Bang.

Der er otte forskellige teams, der arbejder på forskellige dele af opgaven. Kristine Bangs team består af syv personer i Aalborg, tre i Polen – og så produktejeren hos Nykredit i København.

»Der er arbejde nok til os i flere år,« konstaterer hun med vanlig nordjysk tørhed.

Programmering i par

Teamet arbejder med pair programming, hvor den ene sidder og programmerer, og den anden kommenterer. Det er en sjov måde at lære noget nyt. Det fungerer ret godt, og generelt er målet at få opbygget et bredt hold, hvor alle personer kan løse alle opgaver, forklarer Kristine Bang.

Hver 10. uge mødes hele holdet i København til PI Planning, hvor man i to døgn arbejder sammen med de syv andre teams. Her drejer det sig om at få aftalt de næste mange opgaver, og selv under corona er PI Planning blevet afholdt med stor succes - dog her via Teams.

»Vi har et kæmpe fysisk board, hvor vi bruger snore til at vise afhængighederne på tværs af de mange teams og opgaver. Vi laver hand-shakes, så alle afhængigheder er på plads. Det er meget intenst, men det ender altid med, at man har meget godt styr på, hvad man skal lave de næste ti uger.«

Lærerigt at lære fra sig

Kristine Bang kom ind i Nykredit, allerede mens hun studerede, og har undervejs fået stadigt større ansvar.

Det startede, da hun læste til cand. scient. i informatik, hvor hun evaluerede brugervenligheden i Nykredits produkter. Det gik så godt, at firmaet ansatte hende som forretningsanalytiker direkte efter uddannelsen.

Det var utroligt lærerigt at gå fra teori til praksis på mit første agile team. Det betød også, at jeg gradvist voksede sammen med mit team.

Kristine Bang

Efter blot et halvt år stoppede teamets Scrum Master, og det betød, at hun fik nye ansvarsområder, men hun ser stadig sig selv som en aktiv del af holdet.

»Jeg bruger min viden til at hjælpe med analyse og tests. Som Scrum Master er man ikke ”bare” teamleder. Man bidrager selv, og jeg arbejder løbende på at blive bedre.«

Hun underviser selv i scrum-metoden et par gange om året, og det er med til at gøre hende selv bedre til jobbet, synes hun.

»Det at lære fra sig er meget lærerigt. Når du selv skal formulere det mundtligt, så forstår du det selv bedre.«

Som en del af undervisningen skal kursisterne bygge en model af deres produkt i Lego. Det er selvfølgelig en abstrakt øvelse, men forløbet viser sig i utrolig høj grad at udløse de samme udfordringer som med de rigtige sprints.

»I første runde glemmer udviklerne tit at sikre sig en god kontakt til deres product owner. Man kan også nemt være for selvsikker og tro, at man kan nå at bygge fem Lego-huse, mens man kun bliver færdig med 2 eller 3. Det lærer en, hvor vigtigt det er at sætte realistiske mål, og hvor afgørende god kommunikation er,« siger Kristine Bang.

Bliv klogere på karrieremulighederne indenfor it, digitalisering og processer i Nykredit

Andre portrætter

Mød Anders Laurbjerg, centerdirektør i Glostrup: Centerdirektøren fra kollektivet

Mød Camilla Søndergaard, ejerlederrådgiver i Aalborg: Den beskedne vinder

Mød Flemming Lippert fra Trade Finance: Arbejder over hele verden og dykker under overfladen