ECB skyder renteforhøjelser længere ud i fremtiden

Mand cykler i naturen

Ny handelsuro forøger de nedadrettede risici for europæisk vækst – det får ECB til at love uændrede renter mindst et år frem.

På dagens rentemøde overraskede Draghi & co. markedet en smule ved allerede nu at forlænge den såkaldte ”forward guidance” – nu lover ECB uændrede renter det næste år mod tidligere kun frem til nytår. Med rekordlave lave renter og bekymringer om, hvorvidt de nuværende minusrenter har negative sideeffekter ved at stække bankers profitabilitet og udlånsvillighed, så er det begrænset, hvad ECB har at skyde med. Men centralbanken bruger trods alt det, som den har at gøre med. Det virker på alle måder fornuftigt.

ECB ser stigende risici på nedsiden ikke mindst fra den politiske udvikling i USA. Draghi udtrykte direkte på mødet, at stigende protektionisme er en oplagt risiko for væksten i verden og Europa. Det kan man ikke rigtigt være andet end enig med ham i. Det synes ret oplagt, at Trumps villighed til at bruge protektionisme ikke bare i handelsforhandlinger eller til at vinde handelskrige, men nu også som middel i relation til grænse-/immigrationspolitikken, gør den risiko mere alvorlig.

Trods de nedadrettede risici, så hæver ECB vækstforventningerne i 2019. Til gengæld nedjusteres væksten i de kommende år, og det samme gælder inflationsprognosen 2020. Det bidrager sandsynligvis til villigheden til at lempe politikken (beskedent) via forlængelse af perioden, hvor renterne loves uændrede.

Draghi udtalte flere gange i forbindelse med dagens pressemøde, at ECB ingen risiko ser for deflation, meget begrænset risiko for recession og dertil ikke mener, at inflationsforventninger synes at miste sin forankring. På et tidspunkt hvor væksten i Europa er svag og markedsbaserede langsigtede mål for inflationsforventning ligger omkring 1,3%, så ligger den vurdering et godt stykke fra markedets. Draghi udtrykte i øvrigt flere gange trods de førnævnte risici en god portion fortrøstningsfuldhed omkring væksten i regionen.

ECB offentliggjorde desuden vilkår for de nye låneprogrammer til bankerne (TLTRO3). De bliver en anelse mindre fordelagtige end de foregående programmer – og som tidligere udmeldt også med kortere løbetid – men der vil stadig være tale om adgang til meget billig likviditet for banksystemet. De nye programmer vil have variable rente, der afhænger af ECBs løbende renteniveau, hvor de tidligere havde fast rente. Men i praksis er det tæt på at være en teoretisk diskussion, da der næppe er udsigt til mere end marginale forhøjelser over de næste år.

I vores optik er det afgørende for ECB at fremstå tilstrækkeligt dueagtig i den kommende tid, så lave vækst- og inflationsforventninger ikke sætter sig fast hos markedsdeltagere og virksomheder, hvorved de risikerer at blive selvopfyldende. Dagens møde var et udmærket skridt på vejen.

Frederik Engholm

Chief Strategist: Describes and defines the global economy and the investment market in a broad perspective, including Nykredit's views on the investment, fixed income, foreign exchange and equity markets.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.
Økonomiske analyser | 2 min

Antallet af konkurser er tilbage på niveauet før pandemien

206 aktive virksomheder gik konkurs i marts – det er et fald på 2,3% i forhold til februar. Samlet medførte konkurserne 1.544 tabte jobs. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 1 min

ECB holder renten uændret – men forventes at sænke renten i juni

ECB holdt helt som ventet renten uændret på dagens rentemøde