Boligejerne viser bedste betalingsevne i 10 år

1. maj 2018: Totalkredit-kommentar af Chefanalytiker, Jeppe Borre.

Danske boligejere betaler 99 kr. og 80 øre for hver gang, de har 100 kr. i ydelse på realkreditlånet. De 20 øre, som mangler, svarer til en restanceprocent på 0,20 %, viser friske tal fra Finans Danmark.

 

Gunstig situation for boligejere

Selvom restancerne er en spids højere end sidste kvartal, så fastholder boligejerne det meget lave restanceniveau, som har ligget tæt på 0,20 % siden midten af 2015. Niveauet er det laveste i 10 år. Sidst restancerne toppede var i 2009 med en restanceprocent på 0,60 %.

Den høje betalingsevne er et udtryk for, at boligejernes situationen er gunstig i øjeblikket. Det går godt på boligmarkedet, dansk økonomi er i fremgang, beskæftigelsen stiger, og renterne er på et ekstremt lavt niveau.

 Boligejerne fortsætter med at vise den bedste betalingsevne i nu 10 år. Samtidig sikrer flere og flere boligejere husholdningsbudgettet mod ubehagelige renteoverraskelser, da stadig flere vælger et fastforrentet lån. Det mindsker risikoen for en markant stigning i boligejernes restancer, såfremt renterne skulle opleve en mærkbar stigning. Det er positivt for boligejerne og for den finansielle stabilitet i Danmark.

 

Boligejerne banker afdraget i vejret

Mens boligejerne i høj grad betaler ydelsen til tiden, så går en større del af ydelsen samtidig til at afdrage på gælden og dermed opsparing i boligen. Sidste år bød på det største afdrag på boligejernes realkreditlån nogensinde, som løb op i næsten 35 mia. kr. Og 2018 har allerede taget de indledende skridt til at slå rekorden fra sidste år. I 1. kvartal var afdragene 9 % højere sammenlignet med samme periode sidste år.

 Det høje afdrag på danskernes realkreditlån er et resultat af lavere renter på lånene og færre afdragsfrie lån.

Kontakt

Jeppe Juul Borre

Chief Analyst: Advises and inspires the Danes on loan financing based on current interest rates and relevant mortgage products.

Tel: +45 44 55 25 51

Mobile: +45 26 81 22 75