Danskernes bankkonti er klar til sommerferien

Den 28. juni 2018: Nykredit-analyse af bolig- og formueøkonom, Mira Lie Nielsen.

Netop offentliggjorte tal fra Nationalbanken viser, at danskernes indlån i bankerne lå på 877 mia. kr. i maj 2018, svarende til 189.771 kr. for hver eneste dansker over 18 år. Det er ny rekord.

 

Normalt er ferie lig med et højere forbrug

Når danskernes frie midler bliver ved med at vokse, skyldes det, at flere og flere har fast arbejde og tilmed oplever løn, som stiger mere end priserne på varerne på supermarkedets hylder. Dertil kommer, at det uhyre lave renteniveau har givet mange en kontant besparelse i deres husholdningsbudget. Den gennemsnitlige familie har derfor flere penge at rutte med. Samtidig har vi lige været igennem de årlige tilbagevendende begivenheder med tilbagebetaling af overskydende skat, hvor udbyttebetalinger samt feriepenge triller ind på bankbøgerne.

Nu er sommerferien så småt ved at være i gang for de fleste - og ferie betyder normalt højere forbrug end i hverdagen. Derfor kan vi også godt forvente knap så tunge bankkonti de kommende par måneder. Der er dog ikke nogen udsigt til bratte fald og en stor forbrugsfest. Det er som om, at danskernes behov for opsparing er blevet større de senere år, og den gamle dyd med at bruges gode tider til at polstre sig til knap så gode, er blevet "in" igen.

 

Godt at spare op – men brug andet end bankkontoen til det

Danskernes mange penge i banken er grundlæggende et sundhedstegn, der viser at den økonomiske polstring er stor, og at der er noget at stå i mod med. Mange glæder sig over det lave renteniveau, når man tænker gæld, men man bør være opmærksom på, at det samtidig betyder, at man kun får en lav forretning af ens indestående i banken. Fordelen ved penge i banken er, at de kan hæves med snart sagt øjeblikkelig varsel. Prisen for denne fordel er et lavt afkast, og i disse år er det tæt på et rundt nul.  derfor spiser selv lav inflation af din købekraft i fremtiden.

En tommelfingerregel er, at man maksimalt har brug for et beløb svarende til halvanden eller to månedslønninger efter skat på sin bankkonto. Har man mere end det, og har man ingen planlagte større udgifter i nær fremtid, bør man overveje en bedre placering af pengene. Måske har man gæld, som man kunne betale ekstra af på eller give et løft til pensionsindbetalingen. Måske kunne man investere i energiforbedring af boligen, fx nye vinduer eller efterisolere, eller måske overveje at investere nogle af pengene i aktier og obligationer.

Kontakt

Mira Lie Nielsen

Housing Economist: Advises and inspires homeowners - on housing financing and prices, forecasts and advisory recommendations on household wealth and debt.  carports.

Tel: +45 44 55 25 50

Mobile: +45 41 24 98 37