Regnskab for 1. halvår 2019

Nykredit fortsætter den positive udvikling i 2019. Vi leverer igen et resultat, der ligger over vores forventninger. Vi er især tilfredse med, at kunderne fortsat og i høj grad viser os tillid og vælger os til. Udlånet stiger således i både Nykredit Bank og Totalkredit, hvor vi hver eneste dag byder nye kunder velkommen.

Forenet kan vi mere

Igen i år mærker vores kunder fordelene ved, at Nykredit er ejet af en forening. Vi har i det første halve år af 2019 givet mere end 700 mio. kr. tilbage til kunderne gennem KundeKroner, Erhvervskroner og MineMål, og vi forventer at give endnu mere tilbage det næste halve år.

Laveste bidragsbetaling i mere end fem år

Kundernes gennemsnitlige bidragsbetaling i Totalkredit er lige nu lavere, end den har været på noget tidspunkt i mere end fem år. Udviklingen skyldes, at vi giver KundeKroner, og at vores kunder i højere grad afdrager på deres lån og vælger lån med fast rente, hvor bidragsbetalingen er lavere.

Vi øger udlånet i alle dele af landet

Hvor der er liv, er der lån. Sammen med pengeinstitutterne i Totalkredit har vi indtil videre i 2019 øget udlånet til danske boligejere i 97 ud af 98 kommuner. Det er Nykredit-koncernens erklærede samfundsopgave at give sikre, billige lån i hele Danmark til enhver tid.

Halvårsregnskab 2019