Fast rente på 0,5% betød mange lånetilbud i august

Netop offentliggjorte tal fra Finans Danmark viser, at realkreditinstitutterne gav boligejere og virksomheder 42.071 lånetilbud i august.

Det er lavere end i juli, hvor der var opsigelsesfrist, og hvor vi oplevede en rekordstor konverteringsaktivitet. Det er normalt, at antallet af lånetilbud falder i måneden efter opsigelsesfristen. Niveauet er dog fortsat meget højt for august, og med åbningen af det fastforrentede 0,5%-lån i starten af august, forventer vi også i de kommende måneder, at der vil gives mange lånetilbud og laves mange låneomlægninger.

Vi mærker en massiv interesse for at konvertere ned i rente eller gå fra et lån med variabel rente til at få størst mulig rentesikkerhed. Åbningen af det 30-årige fastforrentede lån med rente på blot 0,5% i starten af august, har desuden givet endnu flere lyst til at sadle om og få fast rente på deres boliglån. I 2019 har boligejerne og virksomhederne omlagt lån i et omfang, vi ikke har set siden 2015.

Selvom kursene er faldet de seneste dage, og vi eventuelt ser ind i, at 1%-lånet kommer tilbage på banen, så ændrer det ikke på, at mange boligejere kan drage fordel af at lægge lånet om. Boligejere som i dag sidder med en fast rente på min. 2%, en restgæld, som overstiger 500.000 kr., og som ikke har flytteplaner de kommende år - de bør overveje en konvertering ned i rente. De bør i hvert fald tage kontakt til banken eller realkreditinstituttet og få regnet på lånet.

Også boligejere, som har holdt fat i deres variable rente kan i min optik drage fordel af at få regnet på netop deres lån. Renterne på de fastforrentede lån er nemlig faldet relativt mere end på de variable, og i dag er der blot få hundrede kroner i månedlig ydelsesforskel mellem de mest risikable lån og de mest sikre. Derfor er fast rente, og den sikkerhed som følger med, værd at overveje for rigtig mange boligejere. Er man i tvivl, bør man tale med sin bankrådgiver og få regnet på de økonomiske konsekvenser ved en låneomlægning. Resultatet kan så holdes op mod den specifikke familie- og boligsituation, så man på oplyst grundlag kan træffe en beslutning om at ændre på sit lån eller ej.

Mira Lie Nielsen

Housing Economist: Advises and inspires homeowners - on housing financing and prices, forecasts and advisory recommendations on household wealth and debt. 

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Udsigt til næsten 120.000 ledige i marts og mindst 137.000 i april måned

Dagens ledighedstal fra Danmarks Statistik viser, at bruttoledigheden var uændret i februar, som den har været nu i halvandet år.
Økonomiske analyser | 2 min

Femte år i træk med BNP-vækst på over 2%, men det er slut nu

Realt BNP steg med hele 0,6% i 4. kvartal i forhold til 3. kvartal
Økonomiske analyser | 2 min

Nu 37.000 flere ledige end normalt siden 9. marts

Antallet af ledige personer stiger i disse dag med et hidtil uset tempo.