Kvartalsregnskab 1. kvartal 2021

De danske boligejere og store dele af dansk erhvervsliv har fremgang, på trods af at corona ikke har sluppet taget i os endnu. Samtidig er væksten i vores forretning meget stærk – udlånet stiger, og der er tilgang af kunder fra alle dele af landet - og derfor er vores regnskab meget tilfredsstillende.

Kunderne vælger os til

Vi har fortsat kundetilgang og udlånsvækst i både Totalkredit og Nykredit Bank. I Totalkredit er det naturligvis tilgang af boligejere, der driver væksten, mens det i banken er tilgang af virksomheder. Vi oplever, at mange erhvervskunder – også store virksomheder – sætter pris på at være kunde i en foreningsejet bank, der kan agere langsigtet.

Laveste bidragsbetaling i mere end syv år

Kundernes gennemsnitlige bidragsbetaling i Totalkredit er lige nu lavere, end den har været på noget tidspunkt i mere end syv år. Udviklingen skyldes, at vi giver KundeKroner, og at vores kunder i højere grad afdrager på deres lån og vælger lån med fast rente, hvor bidragsbetalingen er lavere.

Vi øger udlånet i alle dele af landet

Hvor der er liv, er der lån. Sammen med pengeinstitutterne i Totalkredit har vi i nu fem kvartaler i træk øget udlånet til danske boligejere i samtlige 98 kommuner. Det er Nykredit-koncernens erklærede samfundsopgave at give sikre, billige lån i hele Danmark til enhver tid.

Kvartalsregnskab 1. kvartal 2021