Hellere vente på gode vurderinger end hurtigt juks
Endnu en udskydelse af de nye ejendomsvurderinger. Skatteministeren har offentliggjort, at boligejeren må vente yderligere et år på de nye offentlige ejendomsvurderinger.
Det er selvfølgelig ærgerligt for boligejerne, at de må spejde endnu længere efter klarhed om de nye offentlige vurderinger. Det er dog bedre at sikre troværdighed omkring vurderingerne og det nye system i stedet for at haste endnu et fejlbehæftet system igennem. De nye boligskatteregler træder efter planen fortsat i kraft 1. januar 2021.
Hellere vente på gode vurderinger end hurtig juks
Hele grundlaget for det nye boligskattesystem er realistiske ejendomsvurderinger, som skal sikre retfærdighed i boligejernes boligskattebetalinger. En udskydelse er ærgerlig, men er alternativet vurderinger, der viser sig at være noget juks og som fra start vil undergrave tilliden til det nye vurderingssystem, er en udsættelse det bedste valg.
Usikkerhed er ikke boligmarkedets foretrukne ret på menuen
Der er stor fokus på de kommende vurderinger og deres betydning for boligejernes økonomi og ikke mindst boligprisudviklingen. Jo længere tid der går, inden alle boligejere får deres vurderinger sort på hvidt, så vil den usikkerhed påvirke boligmarkedet. Helt naturligt er påvirkningen størst, der hvor boligskatterne fylder mest i budgettet og i de områder, hvor vurderingerne ventes at øges mest. Usikkerheden består i, at man som boligejer eller køber ikke ved, hvad nye købere efter 2021 skal betale i boligskat for din bolig – det er et problem de steder, hvor skatterabatten fylder meget. Længere tid med usikkerhed kan tage noget aktivitet ud af markedet.
700 mio. kr. i skattelettelse til boligejerne som følge af udskydelserne
For boligejere, hvis grundlag for grundskylden har nået 2011-vurdeinrgen, betyder udskydelsen, at flere slipper billigere i 2020, end de ville have gjort, hvis de nye vurderinger var landet i 2019.
Samtidig betyder udskydelsen, at de boligejere, primært i udkantsområder, som har udsigt til at få tilbagebetalt for meget betalt boligskat i perioden 2011-2019 må vente lidt længere på at få deres penge tilbagebetalt. Pengene forrentes dog, hvilket må være et plaster på såret, mens de ligeledes ventes at få penge tilbage for for meget betalt boligskat i 2020.
Samlet set beløber de nu to udskydelser sig til 700 mio. kr. i årlig skattelettelse til boligejerne.