Fed hæver renten, men skruer ned for forventningerne

New York skyline

Federal Reserve hævede som ventet renten her til aften, men skruer ned for forventningerne til 2019.

Styringsrådet (FOMC) hævede som ventet renten til 2,5% her til aften – en rentestigning som markedet i forvejen havde ventet med stor sandsynlighed, trods den aktuelle uro på de finansielle markeder.

Flere forhøjelser forude
Den generelle tilstand i amerikansk økonomi forbliver sandsynligvis så tilpas stærk, at centralbanken også skal hæve renten adskillige gange i 2019, så pengepolitikken bliver direkte ”stram”. Det lægger centralbanken også op til selvom den bløder sproget lidt op og skruer ned for forventningerne til renteforhøjelser i 2019 fra tre til to. Nykredit venter fire forhøjelser mens markedet kun ser knap én forhøjelse.

Markedet har i lyset af den seneste periodes turbulens og svagere vækst uden for USA sænket sine forventninger betydeligt. Vi venter, at turbulensen løjer af og væksten vinder styrke, mens USA vil se tiltagende inflation – det vil holde Federal Reserve i gang med forhøjelserne. Sker det ikke, så vil centralbanken også blive mere varsom med sine stramninger.

FOMC fremhævede i sin pressemeddelelse dog både den tiltagende globale usikkerhedsfaktor og mere urolige markedssituation. Det gjorde man nok i et forsøg på, at berolige de ængstelige markeder med, at man har opmærksomhed på de forhold, der kan underminere væksten og dermed fjerne behovet for stramninger. Risici til væksten blev dog stadig overordnet vurderet som balancerede.

Trumps upassende kritik preller af
Forud for dagens møde var Trump igen på banen med kritik af (den ellers selvstændige) Federal Reserve, hvis forhøjelser, han mener, truer økonomien og aktiemarkederne. Hans kritik betyder dog intet for centralbanken, der altså hævede renten i dag og også vil gøre det i fremtiden, hvis ellers de økonomiske forhold tilsiger det. Derimod kritiseres han fra flere fronter, fra egne som modstandere, for at opføre sig upassende og igen udvise manglende respekt for magtdelingen i USA. Den slags ser man typisk kun i udviklingslande. Ironisk nok er Trumps aggressive finanspolitiske lempelser stærkt medvirkende til behovet for en yderligere stramning af pengepolitikken i det kommende år.

Frederik Engholm

Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.
Økonomiske analyser | 2 min

Antallet af konkurser er tilbage på niveauet før pandemien

206 aktive virksomheder gik konkurs i marts – det er et fald på 2,3% i forhold til februar. Samlet medførte konkurserne 1.544 tabte jobs. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 1 min

ECB holder renten uændret – men forventes at sænke renten i juni

ECB holdt helt som ventet renten uændret på dagens rentemøde