Fremgang på boligmarkedet uden for storbyerne giver færre huse at vælge imellem der, mens antallet af ejerlejligheder til salg fortsætter med at stige

Gul bolig med cykler foran

Finans Danmark har netop offentliggjort tal for antallet af boliger til salg i november 2018. Tallene viser, at der er 35.075 huse og 8.162 ejerlejligheder at vælge imellem på markedet.

Det er på landsplan 1,2% flere huse, og hele 25,9% flere lejligheder end på samme tid sidste år. Tallene viser også, at der generelt er færre huse til salg i Jylland og på Fyn og flere i hovedstadsområdet. Boligmarkedet i Jylland og på Fyn har haltet lidt bagud i forhold til hovedstadsområdet, men har nu fin fart.

Højere fart på hussalget uden for hovedstaden og de andre store byer

Antallet af huse til salg er kun øget med 1,2% det seneste år, selvom der kommer mange nye huse på markedet, da antallet af hushandler er øget mere. Den øgede handelsaktivitet på boligmarkedet skyldes en årrække med fremgang i dansk økonomi, som har givet rekordmange danskere fast arbejde. Samtidig er renterne fortsat lave, og mange har derfor fin plads i privatøkonomien til en opgradering af huset eller at blive husejere for første gang.

Det er især i Jylland, i Vest- og Sydsjælland samt på Fyn, at antallet af handler er øget betydeligt i 2018, og der derfor er færre og færre huse at vælge imellem der. Omvendt har boligmarkedet i Københavnsområdet og i de andre store byer tabt momentum efter en årrække med høj fart på både priser og bolighandler. Nu har mange fået udlevet boligdrømmen dér, og samtidig er priserne blevet så høje, at der ikke kommer så mange nye hussøgende ind på markedet. Mange boligsøgende vælger derfor at udleve husdrømmen i en af de omkringliggende kommuner til storbyerne, hvor kvadratmeterne er billigere.

Lavere fart på ejerlejlighederne

Der er kommet flere ejerlejligheder til salg fordi dét marked er bremset op i 2018. Den lavere fart betyder, at ejerlejlighederne ligger længere til salg end vi har været vant til, og når der fortsat sættes ca. samme antal lejligheder til salg, så øges udbuddet. Der ligger derfor 25,9% flere ejerlejligheder til salg i november 2018 i forhold til november 2017. I Københavns og Frederiksberg kommune er der tale om stigninger i udbuddet på hhv. 42,7% og 49,0% - kun matchet af Aalborg, hvor der nu er 47,9% flere lejligheder for Nordjyderne at vælge imellem.

Priserne på ejerlejligheder i netop Københavnsområdet og Aalborg har haft rigtig meget fart på, og er i begge områder blevet historisk høje. Derfor er der færre boligkøbere, som kan være med. Samtidig trådte strengere kreditkrav i kraft ved årsskiftet, hvilket ligeledes har reduceret feltet af potentielle købere i de dyreste områder. Endelig kan den seneste tids afmatning have haft en selvforstærkende effekt, da nogle boligkøbere hellere vil vente og se om priserne skulle falde lidt, så de kan gøre en bedre handel. I Odense og Aarhus er udbudsstigningen mere afmålt på hhv. 0,6% og 31,8%.

Det er en naturlig og forventet udvikling efter 4-5 år med massive prisstigninger og stor handelsaktivitet. For boligkøbere gør det større udbud af lejligheder det alt andet lige knap så svært at finde en passende bolig i de store byer. Egentlig bør også nuværende ejerlejlighedsejere se det positive i den lavere fart, da den mindsker risikoen for en overophedning, som før eller siden vil føre til kraftigere prisfald. Vi forventer, at udviklingen på ejerlejlighedsmarkedet i det resterende af 2018 forbliver på det lavere niveau. For 2019 forventer vi for første gang i 6 år boligprisfald på hhv. 1,6% og 2,2% i København og i Aalborg. Allerede i 2020 forventer vi dog igen prisstigninger på ejerlejlighederne i alle de 4 største byer. 

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.