Byggebeskæftigelsen viser træthedstegn

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at byggebeskæftigelsen steg med beskedne 380 personer i 4. kvartal 2018.

Det betyder, at byggebeskæftigelsen i hvert kvartal af 2018 i gennemsnit steg med 975 personer i 2018. Til sammenligning steg byggebeskæftigelsen i gennemsnit med 1.700 personer igennem hvert kvartal af 2017. Der er altså meget, der tyder på, at fremgangen i byggebeskæftigelsen tabte tydelig fart i 2018. Det er bestemt bemærkelsesværdigt, da det typisk er i byggesektoren, man skal spejde efter den første vending i konjunkturerne. Den mere sløve beskæftigelsesfremgang i byggebeskæftigelsen kan dermed være et varsel om, at farten er ved aftage lidt i dansk økonomi.

Den stort set uændrede byggebeskæftigelse skal formentlig ses i lyset af, at aktiviteten i byggesektoren har nået et mæthedspunkt efter flere år med kraftig fremgang. Der bliver således bygget rekordmeget i og omkring de store byer i øjeblikket. Dertil har den brede fremgang på boligmarkedet i kombination med det lave renteniveau også gjort det mere attraktivt for mange at bygge nyt og til. Endelig så kan det ikke afvises, at flere byggevirksomheder kan have fået sværere ved at rekruttere arbejdskraft. Dog skal man her huske på, at tilgangen af udenlandsk arbejdskraft fortsat er stor, så det er ikke oplagt.

Ser vi videre ind 2019, så forventer vi ikke et tydeligt fald i byggebeskæftigelsen. Men vi skal omvendt heller ikke sætte næsen op efter en ny tydelig fremgang i byggebeskæftigelsen. Opsvinget i byggesektoren synes at have toppet, og vi forventer at se en forholdsvis blød landing her i 2019. Det skal ses i sammenhæng med, at der fortsat er udsigt til et lavt renteniveau og fremgang på boligmarkedet uden for de største byer. Dertil kommer, at de offentlige bygge- og anlægsinvesteringer fortsat ligger på et højt niveau. Endelig vil den permanente BoligJobordning fortsat give et positivt skub til aktiviteten. Men det bliver unægteligt spændende at følge udviklingen i byggesektoren her i 2019, og hvordan nedstigningen fra de seneste års byggerekorder kommer til at foregå.

Tore Stramer

Tidligere cheføkonom i Nykredit

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.