Boligejere med F1 har kurs mod minusrente – igen igen

Fin villavej med forhaver

I dag og frem til torsdag løber auktionerne af stablen, hvor tusindvis af danske boligejere og virksomheder får fastsat ny rente på lånet.

I Totalkredit og Nykredit er der samlet set F1-, F3- og F5-lån for omkring 18 mia. kr., som får vished om den kommende rente. Det svarer til i omegnen af 20.000 lån.

Boligejere med F1 sætter med dagens auktion kurs mod en minusrente på -0,13%. F1-auktionerne fortsætter til torsdag, og den første auktionsdag giver normalt et ret præcist fingerpeg over, hvor renten lander.

Boligejernes aktuelle rente lyder på -0,08%, og dermed er der udsigt til et lille rentefald og en spids lavere ydelse og et lidt højere afdrag, som kan tælles med hhv. en 10- og 20-krone pr. mio. De nye renter træder i kraft 1. april.

Tredje minusrente på stribe – den fjerde bliver en større udfordring
En hovedårsag til danske boligrenter i minus finder vi i den ekstremt lempelige pengepolitik fra den europæiske centralbank, ECB, som har godt fat i de europæiske renter. Det har boligejerne nydt godt af i en længere periode. Med en minusrente på ugens auktioner vil det være den tredje på stribe for de boligejere med F1, som får rentetilpasset nu.

Når de samme boligejere skal have rentetilpasset F1-lånet om præcis et år, ser en potentiel fjerde minusrente i streg ud til at være et stykke længere væk. På trods af at forventningerne til en renteforhøjelse fra ECB er droslet ned, så er forhøjelsen ikke længere væk, end at den kan komme på bordet i slutningen af 2019. Det vil trække de danske boligrenter med op, og vi ser F1-renterne kravle tilbage i positivt territorium i 2019. Der vil dog fortsat være tale om ekstremt lave renter for boligejere med F1.

Udsigt til et markant rentefald på F5
F1 er på auktion helt frem til torsdag, og tirsdag og onsdag er også F3 på auktion. Boligejere med F5 må vente til på torsdag med at få vished om den nye rente.

Vi forventer, at den nye F3-rente følger F1’eren i minus. Det vil dog kun være lige akkurat under 0-punktet. Boligejere med F3 har i dag en rente på 0,39%, og der vil dermed være udsigt til et pænt fald i renten. Holder forventningen, er der udsigt til et månedligt ydelsesfald på 260 kr. efter skat pr. mio. for et afdragsfrit lån. Er lånet med afdrag, falder ydelsen med 90 kr., mens afdraget stiger 170 kr. om måneden.

Boligejere med F5 står til den markant største ændring i renten og i husholdningsbudgettet. Her forventer vi en rente i omegnen af 0,20%-0,25%, hvor boligejernes rente i dag hedder 1,22%. Rentetilpasningen kan således byde på rundt regnet et helt procentpoints fald. Det vil svare til, at boligejere med et afdragsfrit lån får 630 kr. mere at gøre godt med om måneden for hver mio. Er lånet med afdrag, falder ydelsen 200 kr., mens boligopsparingen stiger med 420 kr. i form af et højere afdrag.

Jeppe Juul Borre

Tidligere chefanalytiker i Totalkredit: Rådgiver og inspirerer danskerne om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.
Økonomiske analyser | 2 min

Antallet af konkurser er tilbage på niveauet før pandemien

206 aktive virksomheder gik konkurs i marts – det er et fald på 2,3% i forhold til februar. Samlet medførte konkurserne 1.544 tabte jobs. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 1 min

ECB holder renten uændret – men forventes at sænke renten i juni

ECB holdt helt som ventet renten uændret på dagens rentemøde