2019 startede med lille prisfald på huse

Boligsiden har netop offentliggjort tal for kvadratmeterpriser på boliger i januar 2019. Tallene viser bl.a., at prisen på et dansk parcel- eller rækkehus lå 3,2% højere i januar 2019 end i januar 2018.

Tallene viser samtidig, at huspriserne på landsplan faldt fra december 2018 til januar 2019 med 0,6%. Det er normalt, at huspriserne falder fra december til januar, men selv når man korrigerer for dette, er der tale om et lille prisfald på 0,2%. En enkelt måned med beskedent prisfald ændrer ikke vores vurdering af, at boligmarkedet er i fin form, og at vi for 2019 samlet set forventer, at huspriserne stiger.

Der er ikke nogen vild boligfest i gang i provinsen

Vi er der i boligmarkedets cyklus, hvor prisstigningerne rykker ud fra de største byer til kommuner længere væk. Det gælder især omkring København og Frederiksberg, men også omkring Aalborg og Aarhus samt andre af de større provinsbyer. Efter 4-5 år med meget kraftige prisstigninger på huse i tæt nærhed til landets største byer, så er prisniveauet blevet så højt, at mange familier ikke længere kan være med, og derfor ser boligkøberne nu længere væk og køber hus i billigere områder, hvor udvalget er større, og hvor prispresset derfor er mindre. Så selvom der er fint gang i hushandlerne mange steder i provinsen, så er prisstigningerne beskedne, og når flere hushandler foregår i sådanne områder, trækker det nedad i prisudviklingen på landsplan.

Det nuværende boligmarkedsopsving er mere centraliseret omkring de store byer end under opturen på boligmarkedet i nullerne. Siden dengang er antallet af arbejdspladser, og danskere som bor i byerne, øget betydeligt, hvilket medvirker til den kraftige prisfremgang i storbyerne og langt mere mådeholdne prisudvikling længere væk. Bl.a. derfor, når vi kigger ud i landet, er huspriserne fortsat relativt lave i lyset af de lave renter, den rekordhøje beskæftigelse osv. Derfor er det fortsat muligt for mange, jo længere væk fra de største byer de bevæger sig, at finde et hus som matcher både deres boligdrømme og pengepung.

Udvikling i kvadratmeterprisen på enfamiliehuse på landsplan, kr.

Vi forventer fortsat prisstigninger på huse i 2019

At priserne falder en enkelt måned gør ikke, at vi grundlæggende ændrer på vores vurdering af tilstanden på det danske boligmarked. Boligmarkedet er generelt sundt, og vil også i 2019 drives frem af solid dansk samfundsøkonomi, høj beskæftigelse og lave renter. Men i takt med at mere aktivitet rykker mod områder med mindre prispres, så må vi også forvente, at stigningerne måned for måned vil ligge tættere på nulpunktet, og at der i enkelte måneder vil være små prisfald. Vi forventer at huspriserne på landsplan øges med 2,7% i 2019. I 2018 steg de til sammenligning med 3,8%.

Mira Lie Nielsen

Bolig- og formueøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne - om boligfinansiering, boligpriser, prognoser og rådgivningsbudskaber om husholdningernes formue- og gældsforhold.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Solid udvikling på boligmarkedet i 1. kvartal 2019 – prisfald i København

Finans Danmark har netop offentliggjort tal for prisudviklingen på boliger i 1. kvartal 2019.
Økonomiske analyser | 2 min

Norge går imod strømmen og hæver renten

Norges Bank har netop meddelt, at den ledende rente hæves fra 1,00% til 1,25%. Renteforhøjelsen var stort set ventet af markedet.
Økonomiske analyser | 3 min

Nationalbanken vil ikke følge rentenedsættelse fra ECB

Vi forventer nu, at ECB nedsætter den ledende rente med 0,10 procentpoint til -0,5% og genstarter QE-programmet ved det pengepolitiske møde i september.