Konverteringsbølgen sætter fart på

Lejlighed ved vandet

Friske tal fra realkreditinstitutterne viser, at der den seneste uge yderligere er indfriet fastforrentede lån for op mod 10 mia. kr.

De foreløbige indfrielser summer nu op over 30 mia. kr., og boligejerne har pæn fart på med at konvertere. Fristen for at lægge om er i denne omgang ved udgangen af april, og vi forventer, at de samlede indfrielser lander på 60-70 mia. kr. Det vil være det største omfang af konverteringer siden begyndelsen af 2015, hvor 2%-lånet for første gang så dagens lys.

Flere boligejere vælger at surfe med på 1,5%-bølgen, og det er med god grund. Lånet ligger og svinger omkring kurs 99, som giver boligejere i hundredetusindvis anledning til at genoverveje deres nuværende lån. Mange kan ved at konvertere ned i rente få flere penge i husholdningsbudgettet samt en løbende større opsparing i boligen.

En nedkonvertering henvender sig især til boligejere med 2,5% eller højere rente på deres nuværende realkreditlån, som der er omkring 200.000 boligejere rundt om i landet, der har. Med en nedkonvertering fra 2,5% til 1,5% med afdrag opnår boligejeren en 130 kr. lavere månedlig ydelse efter skat pr. mio., og samtidig stiger afdraget med 440 kr. Omkostningerne er tjent hjem på 2½ år, og ønskes kurstabet tjent hjem, går der knap det dobbelte. Også for visse boligejere med 2%-lån kan det give mening at konvertere ned til 1,5%, hvor det særligt vil være i forbindelse med øvrige ændringer på lånet, som lånestørrelse, løbetid eller afdragsprofil. Der er i omegnen af 400.000 boligejere med 2%-lån.

Påsken ikke en bølgebryder… men markedet kan overraske under påskefrokosterne

Der er stor fart på indfrielserne i øjeblikket, og selvom påskens helligdage sætter en stopper for aktiviteten i nogle dage, så forventer vi ikke, at påsken bliver en bølgebryder for konverteringerne. Der er dog alligevel nogle elementer, som vi holder øje med i påskedagene.

Selvom konverteringsovervejende boligejere går på påskeferie, så sker der en række afgørende ting under påskefrokosterne, som kan påvirke renten og dermed konverteringsmulighederne. På torsdag kommer der PMI-tal for eurozonen, som er et af de helt store nøgletal. Det har i de forgangne måneder været et af de dikterende tal for renteudviklingen. Herudover fortsætter den amerikanske regnskabssæson, som kan være retningsgivende i markederne foruden nyt fra fronten i handelskrigen. Som det ser ud lige nu, så forventer vi dog en massiv interesse for konverteringerne lige efter påsken.

Mens markederne er lukkede i Danmark fra og med torsdag til og med mandag, så holdes der åbent i store dele af Europa på torsdag. I USA er der åbent både torsdag og mandag.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.
Økonomiske analyser | 2 min

Antallet af konkurser er tilbage på niveauet før pandemien

206 aktive virksomheder gik konkurs i marts – det er et fald på 2,3% i forhold til februar. Samlet medførte konkurserne 1.544 tabte jobs. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 1 min

ECB holder renten uændret – men forventes at sænke renten i juni

ECB holdt helt som ventet renten uændret på dagens rentemøde