Laveste jobvækst siden foråret 2013

Dame med hund

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsen steg med beskedne 226 personer fra januar til februar.

Det er den svageste månedlige beskæftigelsesfremgang siden foråret 2013, hvor det nuværende beskæftigelsesopsving startede. Det er dog langt fra ensbetydende med, at jobopsvinget nu er løbet ind i alvorlige problemer. En del af forklaringen på den svage jobvækst i februar er formentlig, at beskæftigelsen viste et historisk hop i januar på hele 8.570 personer. Det kan tyde på, at mange virksomheder benyttede januar til at ansætte ekstra mange nye medarbejdere, hvilket helt naturligt har lagt en dæmper på jobvæksten i de efterfølgende måneder.

Det er således også værd at holde fast i, at fremgangen i beskæftigelsen samlet set har været solid her i starten af året. I januar og februar er beskæftigelsen således steget med knap 8.800 personer til et rekordhøjt niveau på 2.776.447 personer. Det betyder, at beskæftigelsen nu er steget med rundt regnet 50.000 over det seneste år. Altså er der blevet skabt knap 1.000 nye jobs hver uge i dansk økonomi over det seneste år. Det er bestemt en imponerende jobvækst i et historisk perspektiv.

Den solide fremgang i beskæftigelsen giver et solidt løft til danskernes indkomster og jobsikkerhed. Det er naturligvis rigtig positivt, da det skaber grundlaget for et fortsat selvbærende økonomisk opsving med fremgang i såvel privatforbruget og investeringerne.

Vækst og stigende arbejdsstyrke har skabt flere jobs
De seneste års flotte jobvækst har primært været mulig på baggrund af en solid fremgang i arbejdsstyrken. Fremgang i arbejdsstyrken er både sket på baggrund af en senere tilbagetrækningsalder og ved at flere er trådt ind på arbejdsmarkedet. Det springer her særligt i øjnene, at tilgangen af udenlandsk arbejdskraft har dækket ca. en tredjedel af den samlede beskæftigelsesfremgang.

Ser vi fremad, så forventer vi en fortsat fremgang i beskæftigelsen på om omegnen af 35.000-40.000 personer i år. Det er dog her vigtigt at pointere, at en fortsat fremgang i beskæftigelsen kræver en fortsat stigning i arbejdsstyrken. Her spiller tilgangen af den udenlandske arbejdskraft en meget afgørende rolle. Men det er også vigtigt, at allerede vedtagne reformer bibeholdes. Det gælder særligt aftalen om en senere tilbagetrækningsalder. En stigende beskæftigelsesfrekvens blandt de plus 60-årige har således været en meget vigtig kilde til at øget et arbejdsudbud over de seneste år og vil også være det fremadrettet.

Tore Stramer

Tidligere cheføkonom i Nykredit

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.