Prisfald på chokolade trækker inflationen ned

Tal fra Danmarks Statistik viser, at forbrugerprisinflationen aftog svagt fra 1,2% i marts til 1,0% i april.

Det er primært lavere priser på chokolade, ost og is samt et markant prisfald på bl.a. toiletpapir og sæbe, der har trukket inflationen ned i april. Det er selvfølgelig noget, der luner i danskernes husholdningsbudget. Særligt hos de danskere, der har hang til chokolade. Men det er ærligt talt en smule sært, at højkonjunkturen endnu ikke har givet anledning til et større opadgående pres på forbrugerpriserne herhjemme.

Det er svært at pege på én tydelig forklaring, men øget konkurrence, en stor tilgang af udenlandsk arbejdskraft, lav produktivitetsvækst og lave inflationsforventninger hos danskerne er oplagt en del af forklaringen på den fortsat træge udvikling i forbrugerpriserne herhjemme.

Selv om inflationen fortsat udvikler sig svagt, så forventer vi fortsat en svagt tiltagende inflation over de kommende måneder. Presset på arbejdsmarkedet har fået lønstigningstakten til at tage en smule, hvilket normalt vil give anledning til et øget pres på forbrugerprisinflationen. Når det er sagt, så er der kun udsigt til en beskeden fremgang i forbrugerpriserne i år. For året samlet set forventer vi en forbrugerprisinflation på 1,2%.

Solid fremgang i husholdningernes realindkomst på 7.000 kr. i år:
Nu bør danskerne glæde sig stort over den lave inflation, da det sikrer dem flere penge mellem hænderne. Et lille regneeksempel viser, at den lave inflation giver et solidt rygstød til danskernes privatøkonomi i år.

Der er samlet set udsigt til, at hustandenes gennemsnitlige indkomst vil stige med ca. 2,5% i år, mens forbrugerpriserne vil stige med 1,2%. Målt i kroner og øre vil hustandenes gennemsnitlige indkomst dermed stige med 10.500 kr. i år, mens deres forbrug vil blive ca. 3.500 kr. dyrere som følge af stigende forbrugerpriser. Det betyder, at en gennemsnitlig dansk hustand vil få ca. 7.000 kr. mere til forbrug i år.
Det er bestemt en pæn fremgang. Husholdningernes privatøkonomi må da også siges at være bomstærk i øjeblikket. Udover at indkomsterne stiger pænt, så er renterne historisk lave og såvel boligpriserne som beskæftigelsen stiger i størstedelen af landet. Det betyder også, at der burde være lagt i kakkelovnen til en fornuftig forbrugsvækst på ca. 2% i år.

Den lave inflation herhjemme giver dermed en hjælpende hånd til dansk økonomi i en situation, hvor det globale opsving viser svaghedstegn. Det er naturligvis positivt, og dansk økonomi fremstår da også samlet set i robust form til at modstå en eventuelt globalt tilbageslag.

Tore Stramer

Cheføkonom: Beskriver og definerer de store linjer i dansk økonomi. Nykredits cheføkonom er en aktiv stemme i samfundsdebatten ligesom cheføkonomen forholder sig til politiske rammebetingelser.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Her stiger priserne fortsat i København

Det Københavnske ejerlejlighedsmarked er bremset op efter en årrække med stor handelsaktivitet og priser, der mellem 2013 og 2018 steg omkring 80% i gennemsnit. Nu er situationen en anden.
Økonomiske analyser | 2 min

Boligejerne afdrager som aldrig før på boliglånet

Finans Danmarks Udlånsstatstik over alle realkreditlån i Danmark viser, at danske boligejeres afdrag på realkreditlån lød på rekordhøje 18,6 mia. kr. i 1. halvår. Afdragene i år stikker samme periode i 2018 med mere end 1 mia. kr.
Økonomiske analyser | 3 min

Fast rente har massivt vokseværk hos boligejerne – stiger til det højeste i 10 år

Nye tal fra Finans Danmark viser, at de fastforrentede lån har massivt vokseværk på de danske villaveje.