Salget af ejerlejligheder i København steg 11,2% i april

Boligsiden har netop offentliggjort tal for antallet af bolighandler i april 2019. Tallene viser bl.a., at der i april 2019 blev solgt 528 ejerlejligheder i København. Det er en stigning på hele 11,2% i forhold til i april 2018.

Det er første gang i næsten halvandet år, at antallet af solgte ejerlejligheder i København ligger højere end tilsvarende måned et år tidligere.

Dagens tal er et rart og overraskende lyspunkt efter mere end et år, hvor handelstallene måned efter måned har haft pil nedad. En måned med fremgang i antallet af solgte lejligheder er dog ikke det samme, som at vi nu kan forvente, at de kommende måneder også vil overraske ligeså positivt, men stigningen vidner dog om, at det Københavnske boligmarked hverken er i krise eller gået i stå - der er fortsat stor købelyst i byen. Købelysten er hjulpet godt på vej af stigende beskæftigelse og højere indkomster. Dertil kommer det overraskende rentefald, som vi har set i 2019, og som har trykket den 30-årige rente på fastforrentede ralkreditlån ned på historisk lavt niveau. Samtidig fortsætter indbyggertallet i de store byer med at stige, og skaber dermed en lind strøm af efterspørgsel på boliger.

Det er normalt, at antallet af solgte ejerlejligheder i København stiger i forårsmånederne, og det bliver spændende at se, om aktiviteten kan holde kadencen i de kommende måneder, og dermed blive klogere på, om der reelt er kommet flere boligkøbere tilbage i markedet. Nogle boligkøbere har formentlig været afventede i håb om prisfald og dermed at kunne gøre en bedre handel ved at udskyde købet. Derfor har de trukket sig, da markedet begyndte at vise svaghedstegn. Et større prisfald er dog udeblevet, og det kan have fået nogle boligkøbere ud af busken, og givet dem mod på at få sikret sig drømmeboligen.

Vi holder indtil videre fast i, at aktiviteten på det Københavnske ejerlejlighedsmarked fortsat er i et lavere gear end sidste år. Den lavere aktivitet i kobling med et noget større udbud forventer vil medføre svagt faldende priser i 2019.

Mira Lie Nielsen

Bolig- og formueøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne - om boligfinansiering, boligpriser, prognoser og rådgivningsbudskaber om husholdningernes formue- og gældsforhold.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Nye renter på vej til boligejere – F5 går i minus for første gang nogensinde

I dag begynder auktionerne for rentetilpasningen for boligejere og virksomheder, som får fastsat nye renter gældende fra 1. juli i Totalkredit og Nykredit.
Økonomiske analyser | 3 min

Trump starter ikke handelskrig i bilsektoren... ikke nu i hvert fald

Bloomberg beretter, at Trump ikke vil hæve toldsatserne på bilimport - i hvert fald ikke nu.
Økonomiske analyser | 4 min

Handelskrig sender 1,5%-lån tæt på lukning

Den seneste tids skudsalve i handelskrigen mellem USA og Kina har givet nervøse spændinger i markederne, hvor en af konsekvenserne er rentefald.