Solid udvikling på boligmarkedet i 1. kvartal 2019 – prisfald i København

Flere boliger set oppefra med træer i baggrunden

Finans Danmark har netop offentliggjort tal for prisudviklingen på boliger i 1. kvartal 2019.

I årets første tre måneder har der været godkendte husprisstigninger til husejerne i store dele af landet, mens priserne på ejerlejligheder står i stampe. Tallene viser, at prisen på et dansk parcel- eller rækkehus er øget med 1,2% fra 1. kvartal 2018 til 1. kvartal 2019. Én kvadratmeter hus kostede i 1. kvartal 2019 13.573 kr., og stigningen fra 2018 til 2019 betyder, at prisen på et gennemsnitligt hus på 145m2 er øget med 24.070 kr. Tallene viser også, at priserne på ejerlejligheder på landsplan i 1.kvartal 2019 blot lå 0,7% højere end i tilsvarende periode i 2018. Det er betydeligt lavere prisfremgang, end vi har set de senere år.

Solid udvikling for husene
Boligmarkedet ridder på en bølge af 6 års solid fremgang i dansk økonomi - en fremgang der har givet rigtig mange danskere fast arbejde og pæn lønfremgang. I kobling med det meget lave renteniveau udgør det baggrundene for, at huspriserne fortsat har pil op. I de kommende år forventer vi lidt lavere prisstigninger på huse, end vi har set i både 2017 og 2018.

Vi er nu kommet til et sted i boligmarkedets cyklus, hvor aktiviteten i højere grad sker i områder uden for de største byer. Efter 5 år med meget kraftige prisstigninger på huse i tæt nærhed til landets største byer, er prisniveauet blevet så højt, at mange familier ikke længere kan være med, og derfor ser boligkøberne nu længere væk og køber hus i billigere områder, hvor udvalget er større, og hvor prispresset derfor er mindre. Så selvom der er fint gang i hushandlerne mange steder i provinsen, så er prisstigningerne mere beskedne, og når flere hushandler foregår i sådanne områder, trækker det nedad i prisudviklingen på landsplan. Udviklingen ses omkring Københavnsområdet, men også omkring Aalborg og Aarhus samt andre af de større provinsbyer, og vil præge prisudviklingen de kommende år.

Ejerlejlighedsmarkedet er gearet ned, men ikke gået i stå
På landsplan lå ejerlejlighedspriserne 0,7% højere i 1. kvartal 2019 end i samme periode et år tidligere. Det er den laveste prisvækst siden 2013, og et tydeligt tegn på, at køberne ikke længere er ved at falde over hinanden for at få lov til at købe en lejlighed i en af de større byer. I København var der tale om et mindre prisfald på 0,9% i samme periode. Er man på lejlighedsjagt i dag, kan man nu tillade sig både at være mere kræsen, men også at presse sælgerne mere på prisen. Markedet er bremset, fordi priserne på ejerlejligheder har nået et niveau, hvor der er færre potentielle købere. Trods en nedgang i antallet af solgte lejligheder og et større udbud på markedet, så er markedet ikke gået i stå. Derfor stiger ejerlejlighedspriserne da også fortsat mange steder, selv i København, hvor der har været sagt og skrevet meget om, at priserne kun er faldet svagt.

Opbremsningen på ejerlejlighedsmarkedet ses i lyset af, at markedet gearer ned fra et meget højt niveau, hvor årlige prisstigninger omkring 10% har været normen. Antallet af lejligheder til salg er godt nok øget betydeligt, og antallet af handler er faldet, men da det er fra henholdsvist meget lave og meget høje niveauer set over en længere periode, sælges der fortsat mange lejligheder i de store byer, og udbuddet er ikke alarmerende højt.

Man skal heller ikke gå rundt og regne med, at der ligger et dramatisk priskollaps og lurer. De underliggende samfundsøkonomiske faktorer er nemlig stadigvæk meget gunstige, og er en solid støtte under ejerlejlighedsmarkedet. Der handels fortsat et pænt antal ejerlejligheder i både København og i andre af de større byer - bare ikke så mange som for to år siden. Vi forventer, at den nuværende lavere aktivitet vil fortsætte i 2019 og i kobling med et større udbud resultere i ejerlejlighedspriser, som på landsplan øges med 1,2% og et prisfald på 1,4% på det Københavnske ejerlejlighedsmarked.

Læs mere om prisudviklingen her.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.
Økonomiske analyser | 2 min

Antallet af konkurser er tilbage på niveauet før pandemien

206 aktive virksomheder gik konkurs i marts – det er et fald på 2,3% i forhold til februar. Samlet medførte konkurserne 1.544 tabte jobs. Det viser netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 1 min

ECB holder renten uændret – men forventes at sænke renten i juni

ECB holdt helt som ventet renten uændret på dagens rentemøde