ECB-møde under nye risici
Nye risici truer, men ECB ændrer næppe stort på forventninger. Detaljer om låneprogram til bankerne (TLTRO3) offentliggøres sandsynligvis.
Når ECB-toppen mødes i morgen, vil der uden tvivl være fokus på den seneste eskalering i handelskrigen mellem USA og Kina, Trumps trusler mod Mexico og risikoen for at europæiske bilproducenter senere på året kan blive ramt af USA's protektionisme. Men det er på nuværende tidspunkt nok stadig for ukonkret og usikkert til at være andet end nedadrettede risici for væksten i eurozonen, som ECB ikke på nuværende tidspunkt vil reagere på.
Ingen store revideringer af væksten
Derfor venter vi heller ikke større revideringer til centralbankstabens vækstskøn, som sammen med friske inflationsprognoser offentliggøres i forbindelse med mødet. De økonomiske signaler har siden sidste møde været noget blandede med overraskende stærke faktiske væksttal men en skuffende udvikling i erhvervstilliden. Det sidste bekymrer, da tillidsmålinger giver det mest aktuelle billede af aktiviteten. Vi venter dog ikke, at ECB på nuværende tidspunkt er villig til at ændre sin ”forward guidance” – uændrede renter året ud - men forværres det globale vækstbillede yderligere, så vil ECB med stor sandsynlighed love renterne fastholdt i længere tid. Men indtil videre forventer vi blot, at man lover at stå klar til at reagere med lempelser, hvis tingene udvikler sig værre end forventet - ligesom USA's Federal Reserve i øvrigt over de seneste dage har signaleret.
Lave inflationsforventninger et troværdighedsproblem for ECB
Det der kunne tale for et sådan skridt er ekstremt lave inflationsforventninger i markedet. Markedet forventer aktuelt, at inflationen fra om 5 år til om 10 år (såkaldt 5yr5yr forward inflation) vil ligge på sølle 1,3% i regionen. At langsigtede inflationsforventninger ligger så langt fra centralbankens målsætning, må siges at være et kæmpe troværdighedsproblem for centralbanken, der som eneste målsætning har at sikre inflation omkring 2%. Faldet i inflationsforventningerne på det seneste har været et afgørende element for bevægelsen i renterne ned i de rekordlave niveauer, vi i øjeblikket ser.
Fokus på låneprogram til banker
Foruden ECBs vurdering af den økonomiske situation og stigende eksterne risici, så vil fokus samle sig om eventuelle udmeldinger omkring vilkårene i de lånefaciliteter, som ECB (igen) stiller til rådighed for bankerne fra september og de efterfølgende kvartaler. På et tidspunkt hvor europæisk vækst er svag og globale risici stigende, så er det afgørende for ECB, at bankerne i Europa kan understøtte væksten. Men hvor favorable vilkår bankerne kan låne penge til og i hvor høj grad låneprogrammet via incitamenter vil tilskynde til forøget udlån er stadig usikkert. Særligt for de sydeuropæiske banker er lånefaciliteterne helt afgørende. Morgendagens møde bliver derfor interessant for investorer med eksponering mod europæiske finansaktier.