USA - Svage jobtal nærer ængstelsen i markedet

Svag jobvækst efter handelspolitisk eskalering har næret ængstelsen.

USA skabte i maj 75.000 nye jobs mod forventede 175.000. Det er i den klart svage ende, og dertil blev de seneste to måneders tal nedjusteret med yderligere 75.000. Man bør huske, at jobskabelsen ofte svinger betydeligt måned til måned, men dagens tal hjælper ikke med at dæmpe bekymringerne om holdbarheden af det amerikanske opsving. En bekymring, der på det seneste er blevet næret af Trumps pludselige forværrede protektionisme - dels via nye handelspolitiske angreb på Kina for en måned siden dels via sidste uges toldangreb på Mexico, der vel bedst kan betegnes som en ganske kontroversiel sammenblanding af handels- og immigrationspolitik.

Mere blandede signaler på det seneste

Blandede tal fra USA på det seneste har forstærket ængstelsen for et negativt økonomisk gennemslag fra handelskrig og global svækkelse på amerikansk økonomi. Således viste enkelte erhvervstillidstal tidligere på måneden uventet stor svækkelse i både industri og servicesektor, mens tal fra det private analyseinstitut ADP så sent som onsdag viste næsten stilstand i beskæftigelsen i maj. Modsat viste det toneangivende ISM for servicesektoren samme dag bedring i både hovedindeks, ordrer- og beskæftigelseskomponenter. Dagens svage jobrapport vil medvirke til at holde liv i pessimismen.

Økonomien er stadig robust, men handelskrig er en betydelig trussel

Trods svage jobtal i maj, er der endnu ikke klare tegn på at USA’s økonomi er gået i stå, men det kan selvfølgelig komme endnu, hvis handelskrigen forværres voldsomt, og man kan jo stadig blive helt i tvivl om, hvorvidt Trump og hans stab ved, hvad de har med at gøre. Vi venter dog ikke, at det kommer så vidt, at USA går i stå, men markedet ser i stigende grad behov for, at Federal Reserve må sænke renten for at holde gryden i kog.

Stadig masser af job - optimistiske forbrugere

Dagens jobrapport må tegnes som skuffende, men set over de seneste måneder er den gennemsnitlige fremgang stadig robust. Så længe jobmotoren virker i USA, så forbliver forbrugerne typisk glade. Forbrugertilliden ligger i flere målinger omkring de højeste niveauer i årtier. Det er først og fremmest rekordlav arbejdsløshed og rigelighed i jobmuligheder, der bidrager til den optimisme hos de så afgørende amerikanske forbrugere. En måned med svag beskæftigelsesfremgang ændrer ikke i sig selv de forhold.

Timelønningerne steg over det seneste år 3,1% (forventning 3,2%), hvilket er det laveste niveau, vi har set siden efteråret 2018. Med en arbejdsløshed på 3,6% (laveste siden slut-60erne) bør retningen dog fremadrettet pege opad, hvis ikke økonomien for alvor taber luft.

Frederik Engholm

Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Boligejere med kortest rentebinding får ny rekordlav rente

Nu melder boligejere med den korteste rentebinding sig også ind i striben af renterekorder, som vi har været vidne til i 2019. Boligejere med F-kort i Totalkredit får i dag fastsat ny rente gældende pr. 1. juli.
Økonomiske analyser | 4 min

Sunde offentlige finanser bør ikke omsættes til en ekspansiv finanspolitik

Offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der var et overskud på de offentlige finanser på 7,2 mia. kr. i første kvartal 2019. Det er et ganske pænt overskud, der viser, at dansk økonomi fortsat er inde i en god gænge.
Økonomiske analyser | 3 min

Solid udvikling på boligmarkedet i 1. kvartal 2019 – prisfald i København

Finans Danmark har netop offentliggjort tal for prisudviklingen på boliger i 1. kvartal 2019.