Italiensk regeringskoalition kollapser

Mand der læser avis

Ny politisk uro i Italien – regeringskoalition på vej mod kollaps.

Lega-leder Salvini er netop hjemvendt fra ferie med ønsket om at sprænge regeringskoalitionen og sende italienerne til valg. Den nye uro i italiensk politik har straks sendt landets 10-årige renter op med næsten en halv procent og på ny trukket ned i de tyske og danske.

Vi har de seneste måneder beskrevet risikoen for et regeringskollaps i løbet af efteråret, men med gårdsdagens udmeldinger har det udviklet sig fra ”meget sandsynligt” til ”så godt som sikkert”. Hvad der følger efter et koalitionssammenbrud og hvornår, er mere usikkert, men meget peger på nyt valg i oktober.

Ny uro i Italien og selve Salvinis udmelding er langt fra overraskende. Der har fra regeringsdannelsens start hersket dyb splittelse mellem de to regeringspartier, som aldrig har haft enslydende prioriteter. Senest har en række enkeltsager, fx 5-stjernebevægelsen modstand mod et kæmpe togprojekt i Norditalien, som Lega er begejstret for, forstærket spændingerne, og dertil står Salvinis Lega ifølge meningsmålinger til at blive mere end fordoblet og opnå helt op imod 40% af stemmerne ved et eventuelt parlamentsvalg.

Det betyder, at partiet med stor sandsynlighed vil kunne danne regering med de øvrige højrefløjspartier – herunder Berlusconis – og at Salvini kan drømme om at bytte en rolle som delt vice-premierminister ud med rollen som landets leder. Motivation er ikke svær at forstå. En sådan regering vil have lettere spil end den eksisterende, da de politiske prioriteter er langt mere sammenfaldende.

Salvini krævede i går aftes en tillidsafstemning, så regeringen formelt kan væltes, og efter et møde mellem ham, premierminister Conte og Præsident Mattarella har Conte kaldt parlamentet tilbage fra ferie, så en afstemning kan afholdes.

Men om det straks sender italienerne til valg igen, er ikke engang sikkert. Forestående budgetforhandlinger og ikke mindst forhandlinger om budgetunderskud med EU betyder at både premierminister Conte og Italiens Præsident, Mattarella, kan vælge at forsøge andre løsninger – eventuelt midlertidige - for at undgå for meget usikkerhed om det italienske budgetunderskud. Underskuddet er som bekendt vedvarende bekymring for finansmarkederne, og så sent som sidste efterår bidrog usikkerheden om udviklingen til så betydelige stigninger i italienske statsrenter, at det satte landets økonomi i stå.

I det nuværende parlament findes også andre mulige koalitioner, som der muligvis vil blive spekuleret i. Fx regeringssamarbejde mellem 5-stjernebevægelsen og demokraterne. Den model blev dog også luftet efter valget i maj sidste år, men det kom der ikke noget ud af. Men hvor 5-stjernebevægelsen vil være meget opsat på et holde et valg fra døren, da partiet står til halvering i meningsmålingerne, så vil demokraterne efter alt at dømme vinde frem ved et valg. Mere sandsynlig er en kortere periode med en ny teknokratregering.

Usikkerheden om italiensk politik vil uanset hvad være ganske høj den kommende tid. Så alt er ved det gamle.

Frederik Engholm

Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.