Færre arbejdstimer i danske virksomheder

Mand og kvinde med ipad

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik for arbejdstidsregnskabet viser, at beskæftigelsen steg i årets 2. kvartal med 0,2%. Samtidig faldt antallet af præsterede timer med 0,2%.

Faldet i antallet af præsterede timer var især trukket af landbrug, skovbrug og fiskeri samt industri, råstofindvinding og forsyningsvirksomhed, der viste et fald på henholdsvis 2% og 0,9%.

Dagens tal var ventet med spænding, da signalerne fra arbejdsmarkedet de seneste måneder har været lidt svagere, end vi har set de seneste år. Lønmodtagerbeskæftigelsen opgjort månedligt har ligget fladt gennem 2. kvartal. Samtidig har vi set, at arbejdsmarkedet også er begyndt at knirke i vores nabolande Tyskland og Sverige, og det er en risiko, at dansk økonomi rammer ind i en lignende negativ udvikling.

Det er oplagt at give udviklingen i den globale økonomi skylden for de færre præsterede timer på det danske arbejdsmarked. Danske virksomheder ser som vores svenske og tyske naboer også ind i en usikker fremtid, hvor det især på eksportsiden er svært at vide, hvordan salget udvikler sig fremover. Det kan have fået nogle virksomheder til at skrue ned for produktionen.

Virksomheder vælger som regel først at skrue ned for antallet af arbejdstimer, når man skal tilpasse produktionen til et lavere niveau. Man skal være forholdsvis sikker på, at den lavere efterspørgsel varer ved, inden man i stedet vælger at afskedige sine ansatte. Det er derfor relevant at følge udviklingen af antallet af præsterede arbejdstimer, da et fald kan varsle, at beskæftigelsen vil stige. Omvendt kan et fald også indikere en midlertidig lavere efterspørgsel. Man skal derfor være varsom med at tolke for hårdt på udviklingen.

Vi forventer, at dansk økonomi rider stormen af sig. Den private efterspørgsel er robust – både indenlandsk og indtil videre også blandt vores største samhandelslande. Det er klart, at eskalerer usikkerheden, eller ser vi ind i en længere periode med handelskrig og risiko for et hårdt brexit, kan svækkelsen i industrien brede sig til andre dele af økonomien og trække dansk økonomi ned i recession.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.