Onsdag løfter Vurderingsstyrelsen sløret for de nye ejendomsvurderinger for 80.000 husejere

Fin villavej med forhaver

80.000 udvalgte husejere kan se frem til at modtage en invitation fra Vurderingsstyrelsen i eBoks på onsdag den 30. oktober - sig ja tak til tilbuddet, hvis du er en af de udvalgte.

Er du blandt de udvalgte, bliver du inviteret til at deltage i en test, der munder ud i, at du får en ny, vejledende vurdering af din bolig. Dermed får vi endelig et reelt indblik i, hvor de nye ejendomsvurderinger kommer til at ligge i forhold til de eksisterende, forældede og suspenderede ejendomsvurderinger.

Jeg synes så absolut, man skal takke ja til at få sig en vejledende ny vurdering. De vejledende nye ejendomsvurderinger udsendes for at komme i dialog med boligejerne og dermed trykprøve hvor langt fra eller hvor tæt på det nye ejendomsvurderingssystem er fra den opfattelse, som boligejerne går rundt med. Vurderingsstyrelsen kommer til at bruge disse tests og vejledende vurderinger i arbejdet med at få skabt så præcise nye offentlige vurderinger, som muligt.

Derfor er det også vigtigt, at husejerne råber op og gør opmærksom på det, hvis de mener, at vurderingerne er for høje eller for lave. Det er nok de færreste, som vil klage over for lav en ejendomsvurdering, men viser det sig, at en stor del af de udvalgte boligejere mener, at den vejledende nye grund- eller ejendomsvurdering er for høj, så bør de gøre vurderingsstyrelsen opmærksom på det, så det kan blive undersøgt. De 80.000 boligejere, der får muligheden for en vejledende vurdering allerede nu, er med til at sikre kvaliteten af de bindende vurderinger.

Siger du ja til at få en vejledende vurdering, skal du vide, at det ikke er din gældende vurdering af boligen. Udsendelsen af de juridisk bindende vurderinger kommer til at strække sig over perioden fra 2. halvår af 2020 og frem til 2022. Når du får din bindende vurdering senere, kan den være både højere eller lavere. Boligpriserne kan have ændret sig i mellemtiden, og Vurderingsstyrelsen kan også have optimeret deres beregninger og det kan give andre endelige vurderinger.

Ærgerligt, at der ikke er ejerlejligheder imellem

Det er fint, at vi nu får et lillebitte kig ind i de nye vurderinger, men det er også de mindst komplicerede sager, der synes udvalgt. Det ville have været rart, at der blandt de udvalgte havde været tilbud om vejledende vurderinger til nogle ejerlejlighedsejere i de største byer. Det er de mest ”ufarlige” vurderinger, som Vurderingsstyrelsen har ladet få indsigt, og der er ikke nyt under solen til bekymrede ejere af ejerlejligheder i Købehavn og de andre store byer, som forventes at blive mest berørt af de nye vurderinger og ændrede boligskatteregler.

Stor stigning betyder ikke højere boligskat

Det er vigtigt at påpege, at skulle den vejledende vurdering vise sig at være dobbelt så høj, som den vurdering du betaler boligskat af i dag, er det ikke en indikation på, at du kommer til at betale dobbelt så meget i boligskat. For det første udgør beskatningsgrundlaget kun 80% af en ny vurdering. Derudover er der i boligforliget lagt op til en – groft sagt - halvering af skattesatserne, som sammen gør, at der skal meget store stinger i vurderinger til for at give højere boligskat. Nuværende boligejere er dog sikret ikke at komme til at betale mere som følge af overgangen til de nye regler i 2024 via en eventuel skatterabat. Skatterabatterne gives til boligejere, hvis vurderinger øges så meget, at de ellers ville have udsigt til en stigning i boligskatterne ved overgagen til de nye regler. Alle boligejere kan dog opleve at boligskatterne stiger efter 2024, når de nye regler er trådt i kraft.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.