Den lave inflation fortsætter i december - øger danskernes forbrugsmuligheder
Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen tog et nøk op fra 0,7% i november til 0,8% i december.
Det er især prisstigninger på husleje, fødevarer og benzin og diesel, der trækker forbrugerprisstigningerne op.
Forbrugerpriserne er i en længere periode steget langsommere end lønnen, og det får lønposen til at række længere.
Sammen med stigende og høj beskæftigelse har de lave forbrugerprisstigninger givet danskerne en solid indkomstfremgang og gode forbrugsmuligheder.
De igangværende lønforhandlinger herhjemme vil give et fingerpeg om, hvordan lønudviklingen vil blive i de kommende år, når der er indgået en aftale. Det er vores forventning, at lønudviklingen i de kommende år fortsat vil ligge i den moderate ende. Kigger vi ind i de kommende år med udsigt til lidt lavere vækst, tror vi derfor heller ikke, at inflationen for alvor vil tage til. Vi forventer, at inflationen løftes til 1,3 pct. til næste år, hvor meget af stigningen fra de 0,8 pct. i år er drevet af forhøjelsen af tobaksafgiften.