2019 fik laveste antal tvangsauktioner i 12 år- største fald ses i Region Sjælland

Huse i villakvarter

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der i 2019 samlet var 2.236 tvangsauktioner.

Det er hele 19% færre end i 2018, hvor der var 2.774 tvangsauktioner. Antallet af tvangsauktioner i 2019 var samtidig det laveste i 12 år, og vi skal nu helt tilbage til 2007 for at finde et år med færre tvangsauktioner end i 2019. Antallet af tvangsauktioner har været nedadgående siden slutningen af 2012, hvor det senest toppede.

At antallet af tvangsauktioner blev det laveste i 12 år, skyldes i vid udstrækning at danskernes privatøkonomi har rigtig gode kår i øjeblikket. Beskæftigelsen er høj, og der er i dag et rekordhøjt antal lønmodtagere i Danmark. Dertil stiger indkomsterne fornuftigt, inflationen er lav, og lave boligrenter kommer boligejere i hele Danmark til gode. Dertil spiller det naturligvis også en rigtig væsentlig rolle for faldet i 2019, at 2019 bød på et forholdsvis kraftigt rentefald. Rentefaldet accelererede for alvor hen over sommeren 2019, og har betydet, at boligejere, der er blevet ramt af en privatøkonomisk knibe, har haft mulighed for at søge billigere finansiering.

Den sunde privatøkonomi og generelt positive udvikling er heller ikke kun forbeholdt de store byer, men ses i dag i store dele af landet. Det er således også bemærkelsesværdigt, at antallet af tvangsauktioner er faldet i alle landets regioner over det seneste år. Det største fald har rent faktisk fundet sted i Region Sjælland- en region som eller har været hårdt ramt af tvangsauktioner i årene efter finanskrisen, hvor huspriserne dér faldt meget kraftigt mens arbejdsløsheden steg. Fra 2018 til 2019 faldt antallet af tvangsauktioner i Region Sjælland fra 841 til 597, hvilket svarer til et fald på hele 29%. Det store fald i antallet af tvangsauktioner på Sjælland uden for Hovedstaden er derfor et glædeligt bevis på, at fremgangen på boligmarkedet er nået bredt ud, og står man og skal sælge sit hus, så er der i dag generelt langt bedre muligheder for det i dag end for blot få år siden.

Ser vi fremad, så forventer vi en fortsat fornuftig udvikling i danskernes privatøkonomi. Der er udsigt til høj beskæftigelse og indkomster, som stiger. Vi forventer ikke nye retefald i 2020, snarere små rentestigninger, men renteniveauet forventes dog fortsat at være meget lavt. I vores optik er der i 2020 udsigt til en fortsat høj aktivitet på boligmarkedet med mange hushandler i størstedelen af landets kommuner og moderate prisstigninger det kommende år. Det er derfor også vores forventning, at antallet af tvangsauktioner kan nå et nyk længere ned i 2020.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.