Frygt for stor økonomisk coronaeffekt ryster markederne

En mand og kvinde snakker forretning

Store fald i europæiske og amerikanske aktiemarkeder i går sendte de brede aktiemarkedsindeks i såkaldt ”korrektion” – dvs. et fald på over 10%. Her til morgen kan man lægge 3 procent yderligere til faldet i Europa.

Det har taget 6 dage for S&P500 at falde 10% fra den seneste top. Vi skal næsten 100 år tilbage - til 30’erne - for at finde en periode, hvor det er gået hurtigere.

Faldet er naturligvis stadig drevet af frygten for coronavirus. En ting er det antal nye smittede, der konstant kommer til – ikke mindst uden for Kina – men der er også stor fokus på de økonomiske effekter af de inddæmningstiltag, som myndighederne lancerer.

Japanske skolenedlukninger kan koste dyrt på væksten

Fx skabte nyheden om at japanske skoler er beordret lukket frem til 8. april for at mindske smittespredning ængstelse. Med den beslutning står mange forældre til (i hvert fald de mindste af de) ca. 13 mio. skolebørn, der rammes af skolelukninger, med vanskeligheder i forhold til at passe deres arbejde. Det kan ramme væksten i Japan hårdt.

Mens Kina langsomt er ved at få industrien skubbet i gang igen efter udbredte produktionsstop i starten af februar, så risikerer dele af den resterende verden nu at skulle lukke dele af sine samfund midlertidigt ned – herunder selvfølgelig også erhvervslivet, og det kan koste vækst. Det er en anden og mere direkte effekt end den, som mange allerede var ved at indregne, som rammer globale forsyningskæder gennem svigtende leveringer af inputvarer fra Kina.

Det er ekstremt vanskeligt at vurdere, hvor hårdt et økonomisk slag corona bliver. Kortvarigt vil der være en mærkbar effekt – særligt i Kina – men de seneste dage peger i retning af, at der også kommer en betydelig effekt uden for. Inddæmmes smitten i resten af verden ligeså hurtigt som i Kina, så kan effekterne vise sig relativt kortvarige. Men skal vi gennem adskillige måneder, hvor forskellige dele af verden lidt forskudt lukker dele af erhvervslivet ned, ja så er der risiko for et større negativt aftryk på global økonomi.

Frederik Engholm

Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.