I Nykredit behandler vi personoplysninger og har som dataansvarlig virksomhed fokus på, at vores behandling af personoplysninger sker i overensstemmelse med persondatalovgivningen. Nykredit respekterer individets ret til at have kontrol over hvilke personoplysninger, de deler med Nykredit og til hvilke formål, i overensstemmelse med de retlige rammer. Nykredit respekterer endvidere de registreredes rettigheder fx den registreredes ret til berigtigelse af urigtige personoplysninger og ret til sletning af personoplysninger, med de begrænsninger der følger af lovgivningen.
Nykredit behandler personoplysninger med stor omhu og alene til de legitime formål, som personoplysningerne er indsamlet til og i øvrigt i overensstemmelse med persondatareglerne. Vores fokus på ansvarlig behandling af personoplysninger består uanset eventuelt endt kunde- og leverandørforhold mv.
Nykredit deler personoplysninger internt i Nykredit-koncernen eller med vores samarbejdspartnere, hvis vi er berettiget hertil fx i henhold til lovgivning eller efter tilladelse fra den registrerede.
Læs nærmere om Nykredits behandling af personoplysninger i vores privatlivspolitik.
I overensstemmelse med persondatalovgivningens krav om ansvarlighed har Nykredit implementeret processer og et kontrolrammeværk med henblik på intern kontrol med efterlevelse af persondatalovgivningen. Det betyder, at vi fx har etableret en proces for risikovurdering af vores databehandlere.
Når vi i Nykredit anvender databehandlere, indgår vi en databehandleraftale med den pågældende leverandør som fx JN Data A/S eller Bankernes EDB Central a.m.b.a., der er større IT-leverandører til Nykredit. En databehandler behandler personoplysninger på vegne af Nykredit og baseret på Nykredits instruks i overensstemmelse med Nykredits politikker på persondataområdet. Det betyder bl.a., at de skal følge de IT-sikkerhedskrav, vi har til en databehandler.
Uddannelse af medarbejdere
I Nykredit uddanner vi løbende vores medarbejdere med henblik på at sikre, at alle har den fornødne viden om behandling af personoplysninger for at kunne varetage deres jobfunktion.
Alle Nykredits medarbejdere, herunder fastansatte, timelønnede samt midlertidigt ansatte, eksempelvis vikarer ansat på Nykredit kontrakter, gennemfører uddannelse inden for persondataområdet, der er udarbejdet og vedligeholdes af Finanssektorens Uddannelsescenter. Derudover gennemfører alle medarbejdere et af Nykredit udarbejdet uddannelsesmodul, der sikrer, at medarbejderne undervises i, hvordan personoplysninger håndteres i Nykredit fx i forhold til brud på persondatasikkerheden.
Brud på persondatasikkerheden
I Nykredit anmelder vi brud på persondatasikkerheden til Datatilsynet, ligesom vi underretter de registrerede herom uden unødigt ophold.
Læs nærmere om Nykredits forpligtelse til at foretage anmeldelse og underretning her: