”Det er imponerende at se, hvor meget 80 innovative hoveder kan skabe på 54 timer!”

I juni inviterede Nykredit udviklere og designere fra hele verden til hackathon. Hør, hvordan det gik, da Nykredits hovedkontor blev forvandlet til et pulserende hub af innovative tanker.

“Jeg havde ret høje forventninger, da vi skulle ind til hackathon’et, og de er bare blevet overgået fuldstændig! Jeg synes virkelig, det har været fedt!”

Ordene er Christians, og han var én af de 80 kreative og innovative hjerner fra 16 lande, der husede Nykredits hovedkontor fra den 15. til den 17. juni. De var alle samlet til Startup Weekend Copenhagen Fintech, som Nykredit var vært for.

Det er første gang, at Nykredit er vært ved et hackathon, men at dømme ud fra begejstringen for arrangementet, er det nok ikke sidste gang: ”Jeg synes, hackathon’et har været dybt inspirerende at være en del af! Jeg er meget imponeret over det ekstremt høje energiniveau og deltagernes entusiasme,” siger Carsten Kruse, vicedirektør i Retail Erhverv.

Han var dommer sammen med blandt andre koncernchef, Michael Rasmussen, vicedirektør i Digital & Marketing, Morten Møller Madsen, og Kurt Nørrisgaard, CEO i BEC, da vinderne blandt de i alt 11 teams skulle findes. 11 teams der ikke fandtes 54 timer tidligere, og hvis ideer blot var strøtanker for en uge siden.

 

Vinderideen: En platform til at skaffe penge til udbetalingen til den første bolig

Han var ikke alene med begejstringen: ”Det er imponerende at se, hvor meget 80 innovative hoveder kan skabe på 54 timer,” lyder det fra Michael. Han ankom direkte fra Folkemødet for at overvære de 11 pitches, der tog udgangspunkt i to cases præsenteret af hhv. Totalkredit og BEC; The future of home ownership? Og Business banking services for the future?

Førstepladsen gik til teamet HomeNow for deres ide til en crowdsharing-platform, som kan hjælpe unge potentielle boligejere med at skaffe penge nok til udbetalingen til en bolig.

”HomeNow havde en meget interessant approach, en stærk pitch og en meget fin value proposition. Og så passer ideen rigtig godt med nogle af de ting, som jeg ved man også arbejder på i Privat. Så jeg synes, det var en værdig vinder!” fortæller Carsten.

 

Et hackathon kan lære os at arbejde på nye måder

Men hvorfor er Nykredit overhovedet vært på et hackathon? ”Det er en rigtig god måde at få nogle helt andre perspektiver ind på det, vi sidder og arbejder med i hverdagen,” fortæller Morten.

”Det at lave en hackathon passer rigtig godt ind i den digitale transformation, Nykredit er på, hvor vi prøver at bringe teknologier, data og API’er i spil på nye måder i forhold til de forretningsmæssige udfordringer, vi står med. Og så passer det også rigtig godt ind i den måde, vi gerne vil arbejde på – mere agilt, mere komprimeret og i sprint. Så jeg forventer, at en hackathon som det her vil lære os en masse om, hvordan man kan arbejde på nye måder!”

 

22. juni 2018