Vigtige oplysninger om din tavshedspligt og loyalitetspligt

Når du fratræder Nykredit, er der en række forhold, som du skal være særligt opmærksom på.

Så længe du er ansat hos os, har du en loyalitetsforpligtelse over for Nykredit. Du er ansat helt frem til du fratræder – dvs. også i din opsigelsesperiode, og også selvom du er fritstillet.

Så længe du er ansat, må du ikke handle på en måde, der kan skade Nykredits omdømme eller indtjening, det betyder blandt andet at:

  • Du må ikke omtale Nykredit, vores produkter eller ledelse på en måde, der kan skade virksomhedens omdømme.

  • Du må ikke tage forretningsoplysninger med fra Nykredit. Du må f.eks. ikke videresende sådanne oplysninger til din private e-mail. Inden du fratræder, skal du derfor også slette eventuelt elektroniske eller fysiske dokumenter, der kan have status af forretningshemmeligheder og fortrolige oplysninger (se eksempler på forretningshemmeligheder nedenfor).

  • Du må ikke udarbejde lister over kollegaer, eller fortælle din nye arbejdsgiver om kollegaer, der kunne være interessante for virksomheden at ansætte. Du må heller ikke ”prikke” til kollegaer i Nykredit, eller motivere disse til jobskifte.

  • Du må ikke fortælle kunder og forretningsforbindelser, hvis du får nyt job i en konkurrerende virksomhed, og du må heller ikke slå det op på LinkedIn eller andre sociale medier, uden at aftale det med os.

Det bemærkes, at ovenstående ikke er en udtømmende liste.

Så længe du er ansat, er du fortsat omfattet af Nykredits til enhver tid gældende politikker og retningslinjer om bl.a. GDPR, databehandling- og sikkerhed, IT mv. Du må derfor på ingen måde som led i din opsigelse tilintetgøre, ændre eller uautoriseret videregive personoplysninger eller andet data, som tilhører Nykredit eller som Nykredit betragtes som dataansvarlige for. Manglende iagttagelse af disse kan få ansættelsesretlige konsekvenser for dig som medarbejder.

Uautoriseret videregivelse af personoplysninger til tredjemand (f.eks. en ny arbejdsgiver eller samarbejdspartner) kan udgøre et databrud, som vil blive behandlet i overensstemmelse med gældende lovgivning og virksomhedens interne procedurer, og Nykredit forbeholder sig retten til at gøre ansvar og krav gældende mod dig ved din indblanding i en sådan videregivelse. Desuden kan tredjemand, der modtager sådanne oplysninger, blive betragtet som selvstændig dataansvarlig for disse oplysninger, med de forpligtelser og ansvar, som følger heraf.

Også efter du er fratrådt Nykredit, vil der være nogle begrænsninger i, hvad du må. Det følger bl.a. af din tavshedspligt, lov om forretningshemmeligheder samt markedsføringsloven. Det betyder, at du ikke må anvende eller videregive (f.eks. til ny arbejdsgiver) oplysninger om Nykredit forhold, der ikke er almindeligt tilgængelige. Du må f.eks. ikke videregive eller anvende Nykredit kundespecifikke oplysninger eller andre forretningshemmeligheder eller fortrolige oplysninger.

Eksempler på forretningshemmeligheder, du ikke må anvende/videregive:

  • Kundelister
  • Planer om nye produkter
  • Hemmelige/svært tilgængelige kundekartoteker
  • Økonomiske oplysninger om virksomheden
  • Avancekalkule og prisoplysninger
  • Markedsanalyser
  • Strategiplaner
  • Kendskab til kollegaers færdigheder, løn el. andet specifikt
  • Andre konkurrencemæssige oplysninger

Almen viden, som du opnår ved at være ansat i den finansielle sektor, som ikke er specifik for Nykredit, er ikke forretningshemmeligheder. Oplysninger, der er alment tilgængelige, er heller ikke forretningshemmeligheder.

Du skal være opmærksom på, at anvendelse af telefonnumre på Nykredits kunder efter du er fritstillet eller fratrådt, kan være i strid med lov om forretningshemmeligheder. Vi anbefaler derfor, at du sletter disse telefonnumre fra din telefon.

Overtrædelse af bestemmelserne er strafbelagte, så du kan både ifalde straf og erstatning, ligesom en ny arbejdsgiver efter omstændighederne også kan straffes /pålægges erstatning.