Vil du drive pressearbejdet i Forenet Kredit – og sikre et skarpt udtryk på tværs af vores kanaler?
Vi leder efter dig, der kan navigere sikkert i det finansielle mediebillede, håndtere pressen professionelt og skabe et sammenhængende udtryk i alle vores kommunikationskanaler. Dig, der vil løfte vores redaktionelle indsats og forene forretningens, kundernes og samfundets interesser.
Strategisk kommunikation er centralt i vores nye strategiperiode. I den sammenhæng har vi brug for dig, der kan være foreningens primære skribent samt sikre en sammenhængende og tydelig kommunikation af, hvordan Forenet Kredit i praksis kan være en forening til forskel. Som presse- og kommunikationskonsulent i Forenet Kredit bliver du en nøgleperson i at understøtte vores strategi og styrke foreningens stemme udadtil. Du vil indgå i afdelingen Eksterne Relationer & Bæredygtighed med reference til kommunikationsdirektøren og arbejde tæt sammen med direktion, formand og øvrige kolleger i afdelingen.
Vores kommende presse- og kommunikationskonsulent kan kombinere strategisk overblik med en eksekverende rolle – både i presse og redaktion. Du skriver og producerer på daglig basis velskrevet indhold (f.eks. kronikker og pressepitches), håndterer pressen professionelt og proaktivt og driver den redaktionelle kalender, så indhold planlægges og publiceres med præcision og høj kvalitet. Dermed sikrer du et klart og troværdigt udtryk på tværs af presse, web og sociale medier.
Du har solid forståelse for den finansielle sektor, for strategi, virkemidler og målgrupper samt indsigt i omdømme og interessevaretagelse. Med din erfaring og dine stærke skriveevner er du både en naturlig indholdsproducent og en værdifuld sparringspartner for ledelsen. Du evner at være vedholdende og holde snuden i sporet ift. at lave opsøgende presse- og positioneringsarbejde. Samtidig er du en holdspiller med høj arbejdsmoral og lyst til at bidrage aktivt til kulturen i foreningen. Det er en fordel, hvis du har indsigt i den finansielle sektor og forståelse for de dynamikker, der præger en erhvervsdemokratisk organisation.
Dine kommende arbejdsområder består bl.a. af:
- Proaktivt, opsøgende pressearbejde: Udarbejdelse af pressehistorier, debatindlæg og kronikker, der styrker foreningens og ledelsens position.
- Reaktivt pressearbejde: professionel håndtering af pressehenvendelser, herunder koordinering af budskaber
- Medieovervågning og analyser: daglig screening og analyse af mediebilledet og det branchepolitiske landskab, presseklip samt løbende briefinger til ledelsen.
- Planlægning og overblik: udarbejdelse og eksekvering af presse- og redaktionelle årshjul samt kvartalsoversigter med kommende kommunikationsanledninger for såvel foreningen som direktør og formand.
- Redaktionelt ansvar: planlægning og prioritering på tværs af kanaler (presse, sociale medier, hjemmeside, nyhedsbreve, events mv.), herunder styring af redaktionsmøder og produktion af indhold i både tekst og visuelle formater. I stillingen er man foreningens primære indholdsproducent.
- Strategiske begivenheder: kommunikationsansvar ved nøgleanledninger som regnskaber, repræsentantskabsvalg, repræsentantskabsmøder, Folkemøde mv.
- Ledelseskommunikation: udarbejdelse af oplæg, talenoter og præsentationer til direktør og formand – samt tilstedeværelse ved arrangementer rundt omkring i landet for at opspore og formidle de gode historier.
Vi tilbyder dig:
- En stilling i afdelingen, Eksterne Relationer & Bæredygtighed, hvor du har stor indflydelse på jobbet samtidig med, at du har dygtige sparringspartnere.
- Et team bestående af engagerede kolleger i Forenet Kredit.
- Gode muligheder for faglig og personlig udvikling.
- En vigtig rolle i en forening, der arbejder aktivt for en bæredygtig fremtid.
- En arbejdsplads i helt nye, flotte rammer i Nordhavn.
- Attraktiv lønpakke og vilkår.
Hvem er Forenet Kredit?
Vi er foreningen bag Nykredit og Totalkredit. Vi arbejder for at være en aktiv og langsigtet ejer af Nykredit-koncernen, så vi kan skabe en tryg fremtid for danske boligejere. Efter Københavns brand i 1795, hvor der opstod behov for billige lån til genopbygningen, har vi som en bærende søjle i det danske realkreditsystem bistået i at sikre ansvarlig og socialt bæredygtig finansiering og give mulighed for, at flest muligt kan eje deres egen bolig. Som ejer af Danmarks største udlåner, har vi fortsat et ansvar for at bidrage til det samfund, vi er en del af.
Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Anne Brink Pedersen, som er partner i Bridge Consulting, og som hjælper os med rekrutteringen. Du kan kontakte Anne på +45 28 97 11 00 eller på mail: abp@bridgeconsulting.dk.
Vi inviterer til samtaler løbende og ser frem til at modtage dit CV og ansøgning snarest muligt.