Opsvinget giver færre kontanthjælpsmodtagere

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at der var 146.900 kontanthjælpsmodtagere i marts. Antallet af kontanthjælpsmodtagere er faldet med 31.000 personer siden marts 2016. Det laveste niveau siden 2012.
Den tydelige nedgang i antallet af kontanthjælpsmodtagere viser med al tydelighed, at højkonjunkturen har ramt dansk økonomi. Beskæftigelsen er rekordhøj og flere virksomheder melder om mangel på arbejdskraft. Det betyder, at de danskere der tidligere stod på kanten af arbejdsmarkedet nu har fået foden indenfor.
Det spiller dertil også en væsentlig rolle, at antallet af personer på integrationsydelse er faldet med 5.400 personer, svarende til 22%, over det seneste år. Det vidner dels om at flygtningestrømmen til Danmark er bremset op. Men nok så vigtigt, at mange flygtninge har fundet vej ud på arbejdsmarkedet. Forklaringen er helt nærliggende, at jobmulighederne generelt er gode i Danmark i øjeblikket, hvor flere brancher nu melder om begyndende mangel på arbejdskraft. Dertil kommer, at der også fra politiske side med indførelsen af 225-timersreglen, kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen mv. også har været et fokus på at øge beskæftigelsen blandt indvandrere.
Dagens tal er en succeshistorie her midt i opsvinget. Den store nedgang i antallet af kontanthjælpsmodtagere løfter arbejdsudbuddet og mindsker dermed risikoen for alvorlige flaskehalsproblemer på det danske arbejdsmarked. Dertil kommer, at faldet i antallet af kontanthjælpsmodtagere skæpper i statskassen i form af øgede skatteindtægter og færre udgifter til offentlige overførsler.
