Endnu en måned med højere huspriser

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at huspriserne i fra marts til april 2018 steg med 1,4%. Set over den seneste tre-måneders periode er der tale om en stigning på 3,4%
Samtidig sælges der flere huse end i samme periode sidste år. Omvendt er antallet af solgte ejerlejligheder i år lavere end i samme periode sidste år og priserne stiger i et mere adstadigt tempo end vi har set det de senere år. De seneste tre måneder er ejerlejlighedspriserne øget 2,9% i forhold til den forudgående tre måneders periode, mens handelsaktiviteten er 7,4% lavere.
På landsplan er boligmarkedet i rigtig fin form
Tallene slå med syvtommersøm fast, at der i dén grad er kommet gang i boligmarkedet i hovedparten af Danmark. Efter en årrække med fremgang for dansk økonomi, høj beskæftigelse og generelt god og sund husholdningsøkonomi blandt danskerne, så er der i stigende grad lyst og mulighed for at få husdrømmene opfyldt. Derfor banker antallet af husnøgler som skifter ejermand op, og vi ser boligpriser, som stiger pænt i alle landsdele. Udviklingen går så hen og bliver selvforstærkende idet oplevelsen af at kunne sælge sit hus til en god pris, såfremt man af den ene eller anden årsag skal flytte, giver tryghed. Mere tryghed giver endnu et skub til lysten og mulighederne for at flytte. Derudover giver den øgede friværdi, husejerne mulighederne for øget forbrug eller opsparing.
En god sommer for danske husejere i vente, når det kommer til salgstanker
I umiddelbar fremtid ser vi ingen tegn på noget, der skulle spænde ben for den gode form eller ændre på fremtidsudsigterne for antallet af hushandler eller husprisernes fremgang. Renterne er fortsat særdeles lave og koblet med beskæftigelses- samt indkomstfremgang, så giver det en lind strøm olie i boligmaskinen. På den baggrund forventer vi fortsat højt antal handler resten af året, og at boligpriserne, når 2018 rinder ud, er øget med knap 4%.
Færre solgte ejerlejligheder
Færre ejerlejligheder har i årets første fire måneder skiftet ejer end i samme periode sidste år. En årrække med meget høj aktivitet og massive prisstigninger samt nyligt indførte strengere kreditregler gør, at markedet nu gearer ned. Det er helt natuligt og sundt at ejerlejlighedsmarkedet har tabt et par graders varme, da det mindsker risikoen for et hedeslag.
Ejerlejlighedsmarkedet er ikke i krise. At antallet af handler falder, og at priserne fremadrettet stiger i et mere moderat tempo, er faktisk en udmærket udvikling. Det betyder nemlig, at risikoen, for at priserne kommer ud af trit med de underliggende økonomiske forhold reduceres. Dermed er der også en mindre risiko for, at man i København vil se et priskollaps, som vi har set i både Oslo og Stockholm gennem det seneste år. En blød landing efter år med voldsom acceleration er altid at foretrække frem for dramatiske op- og nedture.
