*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Andelen af danskere i arbejde stiger

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at beskæftigelsesfrekvensen fortsat stiger pænt herhjemme.

Konkret var 75,5% af de 15-64-årige i beskæftigelse i fjerde kvartal 2018. Det er en stigning på 1 procentpoint i forhold til for et år siden.

Den fortsatte fremgang i beskæftigelsesfrekvensen vidner om, at der har været høj vækst i dansk økonomi over de seneste år og solid fremgang på arbejdsmarkedet. Det betyder, at flere af de danskere, der tidligere stod
på kanten af arbejdsmarkedet, nu har fået foden indenfor. Det øger den enkelte indkomst og skaber øget vækst i dansk økonomi.

Det spiller formentlig også en rolle, at der er gennemført en række arbejdsmarkedsreformer over de seneste år. Det springer særligt i øjnene, at den største stigning i beskæftigelsesfrekvensen ses blandt de 55-64-årige, hvor der har været en fremgang fra 69% til 71,4% Stigningen skal helt naturlig ses i lyset af, at tilbagetrækningsreformen fra 2011 med virkning fra 2014 hævede efterlønsalderen fra 60 år til 62 år.

En anden vigtig forklaring på stigningen i beskæftigelsesfrekvensen er dertil de seneste reformer af dagpengesystemet. Dagpengeperioden er således løbende blevet reduceret over en årrække, og i 2012 blev dagpengeperioden nedsat til to år. Dog er der med virkning fra 2017 mulighed for fleksibel genoptjening i op til ét år. Endelig er beskæftigelsen blandt særligt nytilkomne flygtninge også steget pænt over de seneste år.

Alt i alt er dagens tal en positiv påmindelse om, at opsvinget i kombination med de seneste års reformer har fået stadig flere danskere ud på arbejdsmarkedet. Det er naturligvis positivt for både den enkelte og dansk økonomi. Det er dog værd at bemærke, at beskæftigelsesfrekvensen fortsat er lavere end før finanskrisen ramte i 2008. Det betyder også, at der fortsat burde være potentiale for at øge beskæftigelsesfrekvensen yderligere. Det er også godt nyt, da de mindsker risikoen for en mere udpræget mangel på arbejdskraft.

Tore Stramer

Tidligere cheføkonom i Nykredit

Relaterede Artikler