*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Sommerhussalget stikker af, mens salget af ejerlejligheder i storbyerne er faldet betydeligt

Der blev i januar 2019 solgt 527 sommerhuse, hvilket er 53 flere end i januar 2018, og svarer til en stigning på 11,2%. Ser man bort fra 2017 ligger sommerhussalget fortsat på det højeste niveau siden 2006.

De seneste 12 måneder er der blevet solgt 8.963 sommerhuse. Imens sommerhussalget fortsat ligger højt og har startet året med at træde på speederen, så er der med 1.254 solgte ejerlejligheder i januar i år solgt 18% færre sammenlignet med samme måned i 2018. Hussalget er på landsplan øget med 1,4%, og udvikler sig dermed noget mindre dramatisk. Den lille stigning i antallet af solgte huse dækker over færre salg i storbyområderne og lidt flere salg i store dele af provinsen. Der blev i januar 2019 solgt 3.458 huse mod 3.410 i januar 2018. Det viser tal for boligsalget i januar 2019, som Boligsiden netop har offentliggjort.

Store friværdier og vidunder-sommer får mange til at udleve drømmen om eget sommerhus

Salget af sommerhuse har ligget rigtig højt i flere år, og ser altså ud til at tage endnu en travl periode. Sommerhussalget rider på en bølge af positive økonomiske faktorer, såsom høj beskæftigelse, lave renter, forbedrede lånemuligheder, og efter 5-6 års næsten uafbrudt fremgang på markedet for helårsboliger, så er der opbygget en god portion friværdi hos mange boligejere. Ydermere er sommerhussalget begunstiget af forbedrede låne- og udlejningsmuligheder, der kan gøre det billigere at eje et sommerhus. Som prikken over i´et kom vidundersommeren 2018, og fik mange danskere til at leje et sommerhus hen over de varme måneder, og skabte sikkert mod på efterfølgende at få nøgler til en fritidsbolig, som er deres egen. Bor man i en af de store byområder, eventuelt har opbygget en vis friværdi, så er det nærliggende at supplere med et sommerhus, hvor ro, frisk luft og længere til naboen er i højsædet.

Alt spiller simpelthen for sommerhussalget i disse år. Et sommerhus må fortsat anses som værende et luksusgode og sådanne køber man, når der er økonomisk ro på bagsmækken alle andre steder i privatøkonomien. Dén gunstige situation er der i disse år mange danske familier, som befinder sig i, og det har løftet sommerhussalget op på det høje niveau.

2019 bliver også et godt år for sommerhussalget

Dansk økonomi er fortsat i fremdrift, lønningerne stiger, og så har renterne taget endnu et dyk ned her i starten på 2019. Den solide økonomiske baggrund gør, at vi forventer, at salget af sommerhuse fortsætter på højt niveau gennem året, og medfører prisstigninger på landsplan på 3,2%. Der er fortsat et stort udbud af huse på markedet mange steder i landet, hvilket er med til at holde prisudviklingen i snor.

Lavere fart på boligsalget i storbyerne, mens hussalget stiger i store dele af provinsen

I de seneste år har vi været vant til, at det er i storbyerne, der er fart på boligmarkedet, mens boligsalget og prisudviklingen i resten af landet har halset efter. 2018 blev året, hvor rollerne i højere grad blev byttet om, og især salget af ejerlejligheder i de største byer er bremset, mens salget af parcelhuse i provinsen har pil op. Salget af ejerlejligheder i januar 2019 var i København, Aarhus og Aalborg hhv. 25%, 8% og 48% lavere end på samme tid for 1 år siden.

Opbremsningen på ejerlejlighedsmarkedet i de store byer sker efter en årrække med høje prisstigninger, der siden 2012 har presset priserne i eksempelvis København op med knap 80%. De høje priser har medført, at færre kan og vil være med, da indkomsterne ikke har fulgt trop. At kreditreglerne så samtidig er strammet, har betydet, at det er blevet dyrere at lånefinansiere sit boligkøb. Det er endnu en grund til, at færre kan være med, og toppen er taget af efterspørgslen i de dyreste områder. Udviklingen betyder dog ikke, at al fremgang på boligmarkedet hører op. Vi forventer fortsat fremgang for salget af parcelhuse de kommende år. Med til at holde hånden under handelsaktiviteten er en fortsat optimisme på boligmarkedet og i dansk økonomi generelt. Beskæftigelsen stiger i en stadig større del af landet. Det giver flere mulighed for at få realiseret nye boligdrømme, hvilket sætter gang i både udbuddet og efterspørgslen. Endelig er renteniveauet fortsat lavt og giver fortsat mulighed for billig finansiering af boligkøb.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler