*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Detailsalget står bomstille

Netop offentliggjorte tal fra Danmarks Statistik viser, at detailsalget faldt med 0,3% fra december til januar. Det er umiddelbart lidt ærgerligt, da detailsalget ligeledes faldt med 0,8% i december.

En del af forklaringen på det sløje detailsalg i både december og januar skyldes dog nok november måneds Black-Friday. Der er formentlig mange danskere, der har valgt at rykke deres indkøb fra december og januar til november for at tage del i årets Black Friday.

Når det er sagt, så er dagens tal dog alligevel til den svage side. Detailsalget har således samlet set vist en nedgang på 0,1% over de seneste tre måneder. Det er altså langt fra et sprudlende forbrugsopsving, vi er vidne til i øjeblikket. Detailsalget har tværtimod stået nærmest bomstille over det seneste halve år.

Det er umiddelbart en smule overraskende med tanke på, at danskernes privatøkonomi ellers fortsat er bundsolidt. Vi har dog set et tydeligt fald i forbrugertilliden siden sommeren 2018. Det kan meget vel forklare den større tilbageholdenhed blandt de danske forbrugere. Vi må derfor også konstatere, at danskerne fortsat nedbringer gæld og sparer rigtig meget op.

Årsagen til den større usikkerhed blandt de danske forbrugere er utvivlsomt, at det globale opsving er begyndt at knirke ikke mindst i euroområdet. Dertil er der stor usikkerhed fra den globale politiske scene. Ser vi fremad, så er det dog vores forventning, at euroområdet igen vil genfinde vækstmelodien og at usikkerheden fra den politiske scene igen vil aftage. Det betyder også, at danskerne igen vil kunne skrue op for optimismen i løbet af 2019. Det er naturligvis positivt, da det bør give yderligere medvind til både privatforbruget og investeringerne herhjemme.

Tore Stramer

Tidligere cheføkonom i Nykredit

Relaterede Artikler