Stor fremgang i bedste indikator for kinesisk vækst
Caixin-PMI for kinesisk fremstilling modsvarer gårsdagens afmatning i de officielle tal.

Den bedste PMI-indikator for kinesisk vækst (Caixin) viste i februar en markant stigning fra 48,3 til 49,9 efter længere tids opbremsning. Det modsvarer den svaghed, vi i går fik fra de tilsvarende officielle tal, der for tredje måned i træk faldt tilbage. Fælles for de to indeks er ikke desto mindre fremgang i indekset for nye ordrer, hvilket peger på en bedring i efterspørgslen. Det er ikke bare positivt for Kina, men for hele den globale økonomi.
Kina har været en afgørende drivkraft bag den opbremsning verdensøkonomien har mærket over det seneste år – særligt i industrien. I vores del af verden har en række mere lokale usikkerhedsfaktorer også bidraget til afdæmpning, men svækkelse i Kina har uden tvivl også spillet en betydelig rolle. Den bekymring er endnu ikke overstået, men nattens PMI-tal fra Caixin er ikke desto mindre et opløftende tegn. Markederne har over natten kvitteret med pæne stigninger på de asiatiske børser, og meget tyder på at også de europæiske aktier vil få medvind fra de positive tegn fra Kina i dag.
Længere tids svaghed, men nattens tal kan være første tegn på bedring
Den svagere vækst i kinesisk økonomi over det seneste års tid er et resultat af flere faktorer. Dels har handelskrigen med USA ramt eksportsektoren og i det hele taget skabt usikkerhed i det kinesiske erhvervslit. Dels har myndighederne i 2017 og starten af 2018 strammet kraftigt op for långivningen i skyggebanksystemet – den mindre stramt regulerede del af det finansielle system. Det har sandsynligvis været den vigtigste kilde til svagheden i Kina. De seneste 6 måneder har myndighederne kæmpet med arme og ben for at stabilisere væksten. Man har stimuleret gennem finansielle lempelser, skattelettelser og annonceringer af offentlige investeringer.
Tidligere på måneden viste tal for kreditvæksten dog en voldsom stigning i januar. Det plejer at gå forud for stabilisering i væksten. De nye PMI-tal kan være første tegn på, at den stabilisering nu er i gang.

Frederik Engholm
Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
