*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Sommerhussalget banker op, mens salget af ejerlejligheder er det laveste i 6 år

Der blev i januar og februar 2019 solgt 1.111 sommerhuse, hvilket er 126 flere end i samme måneder i 2018, og svarer til en stigning på hele 13%. Det er højeste niveau i mere end et årti.

Imens sommerhussalget fortsat ligger højt og er kommet ind i 2019 med et træd på speederen, så er der med 2.589 solgte ejerlejligheder i årets to første måneder solgt 15% færre sammenlignet med samme tidsperiode i 2018, og vi skal tilbage til 2013 for at finde lavere niveau. Hussalget er på landsplan øget lidt med 1,3%, og udvikler sig dermed noget mindre dramatisk. Den lille stigning i antallet af solgte huse dækker over færre salg i storbyområderne og flere salg i store dele af provinsen. Der er i januar og februar 2019 solgt 7.055 huse mod 6.962 i samme periode i 2018. Det viser tal for antallet af handlede boliger, som Boligsiden netop har offentliggjort.

Store friværdier og vidundersommer får flere danskere til at købe sommerhus
Alt spiller for sommerhussalget i disse år. Et sommerhus er et luksusgode, som man køber, når der er økonomisk ro alle andre steder i privatøkonomien. Dén gunstige situation er der i disse år mange danske familier, som befinder sig i, og det har løftet sommerhussalget op på det høje niveau. Sommerhussalget rider højt på bølgen af positive økonomiske faktorer såsom den høje beskæftigelse og de lave renter, men det er også begunstiget af faktorer, som i særlig grad giver ekstra luft til sommerhussalget.

6 års næsten uafbrudt prisfremgang på markedet for helårsboliger har skabt en god portion friværdi hos mange boligejere – en friværdi som kan sættes i spil og gøre finansiering af et sommerhus billigere. Ydermere er sommerhussalget løftet af, at grænsen for realkreditbelåning er hævet til 75% mod tidligere 60% samt en betydelig forøgelse at det beløb, som man skattefrit kan udleje sit sommerhus for, hvilket også kan gøre det billigere at eje sommerhuset. Som prikken over i´et kom vidundersommeren 2018, og fik mange danskere til at leje et sommerhus hen over de varme måneder. Minderne derfra har formentlig også givet ekstra lyst til at få nøgler til eget sommerhus, og kan spille en rolle for den flotte start sommerhussalget har fået i 2019.

Lavere fart på boligsalget i storbyerne, mens hussalget stiger i store dele af provinsen
I de seneste år har vi været vant til, at det er i storbyerne, der er fart på boligmarkedet, mens boligsalget og prisudviklingen i resten af landet har halset efter. Nu er rollerne byttet om, og især salget af ejerlejligheder i de største byer er bremset, mens salget af parcelhuse i provinsen er øget og fortsat har pil op. I takt med at beskæftigelsen er øget i en stadigt større del af landet, så er boligmarkedet i provinsen blevet klar til at samle stafetten op. Når flere i et område får fast arbejde og måske tilmed oplever lønstigninger, så giver det flere familier mulighed for at realisere deres boligdrømme. Når boligrenterne samtidig er lave, og huspriserne, i forhold til indkomsterne, også er lave, så sparker det gang i antallet af husnøgler, som skifter ejermand.

Salget af ejerlejligheder i januar og februar 2019 var i København, Aarhus og Aalborg hhv. 19%, 21% og 21% lavere end i samme måneder for ét år siden. Omvendt, i kommuner som Horsens(+16%), Holstebro(+17%), Hjørring(+21%) og Furesø(+38%), stiger antallet af hushandler. Flere hushandler i provinsbyerne er generelt med til at sikre, at det samlede hussalg fortsat ligger højt og tilmed er øget en smule i starten af 2019. Der sælges færre ejerlejligheder i de største byer, fordi priserne er kommet så højt op, at færre kan være med. Samtidig har strammere kreditregler gjort det dyrere at låne for de mest udsatte boligkøbere, hvilket især har ramt boligmarkedet i de allerstørste byer.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler