USA - jobvækst tilbage i fin form

Første skridt

Jobvækst tilbage i god form i marts - svaghed i februar en enlig svale.

Med en stigning i beskæftigelsen på 196.000 (forv. 177.000) i marts blæste jobrapporten bekymringerne for det amerikanske opsving omkuld.

Ængstelse fejet af bordet

Dagens tal var ventet med ekstra spænding, da sidste måneds jobskabelse på kun 28.000 (revideret fra 25.000) i sammenhæng med enkelte andre svage nøgletal har bidraget til ængstelse om amerikansk økonomi. Også selvom dårligt vejr kunne forklare en del af svagheden. Selvom tallene svinger en del, så ville to ringe tal i træk være sværere at forklare med tilfældigheder. Den diskussion virker pludselig uaktuel med en solid jobskabelse på linje med niveauet de seneste 12 måneder, hvor væksten overordnet har været stærk.

Resten af verden svækket – godt nyt at USA holdt skindet på næsen

De mest troværdige økonomiske signaler for væksten i USA, fx tillidsindikatorer for erhvervslivet (ISM), ligger også på ganske høje niveauer og viste ovenikøbet styrket beskæftigelse i marts i både industrien og servicesektoren. Det er overordentlig godt nyt, at der ikke opstår for meget usikkerhed om den amerikanske økonomi på et tidspunkt, hvor signaler fra Europa vel bedst kan betegnes som svage og fra Kina som blandede.

Federal Reserve lover rentepause – mindre fokus på lønvækst

Lønvæksten er i marts måned lidt mindre i fokus, bl.a. fordi den amerikanske centralbank mere eller mindre har lovet at holde rentepause på den korte bane – uanset hvad. Derfor kan aktiemarkedet i ro få lov at fejre dagens tal og robustheden i amerikansk økonomi.

Men udviklingen i lønnen vil ikke desto mindre være afgørende for, om centralbanken skal melde sig på banen igen senere på året. Medmindre selvfølgelig Præsident Trump i mellemtiden får fyldt centralbanken op med loyalister, der vil holde renten nede i tråd med Trumps egne ønsker. Trump har over de seneste uger peget på to kandidater (Cain & Moore), som han ønsker nomineret til centralbankens ledelse. Det har medført kritik fra flere fronter, da man frygter for centralbankens uafhængighed.

Med en vækst i timelønningerne på kun 0,1% over marts måned, så faldt den årlige lønvækst på 3,2% fra 3,4% i februar. Vi venter, at den lave arbejdsløshed på 3,8% og fremgangen på arbejdsmarkedet vil medvirke til at presse lønningerne i vejret gennem året – det ventes, at få centralbanken at løfte renten igen. Federal Reserve har ikke aktuelt planer om renteforhøjelser i 2019 (men det kan ændre sig) - markedet venter ligefrem en rentesænkning.

Frederik Engholm

Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Udbuddet af boliger til salg fortsætter med at stige

Boligsiden har offentliggjort deres boligudbudsstatistik for april 2024. Tallene viser et fortsat stigende udbud af både, huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg. Konkret er er var der ultimo april samlet set 48.674 huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg.
Økonomiske analyser | 2 min

USA: Solid jobvækst, men ingen bremse for lempelser

Jobvæksten i USA er stadig ganske solid. Beskæftigelsen steg med 175.000 i april mod 315.000 marts (revideret). Et stykke under forventningen på 240.000, men det meste af ”misset” ligger den offentlige sektor.
Økonomiske analyser | 2 min

Federal Reserve et stykke fra rentesænkninger

Der var selvfølgelig ingen snak om akutte rentesænkninger på dagens møde. Det har stået klart længe.