Største travlhed i realkreditinstitutterne i 4 år - Konverteringsbølge giver boom i lånetilbud

Friske tal fra Finans Danmark viser, at realkreditinstitutterne gav boligejere og virksomheder 35.849 lånetilbud i april.

Det er det højeste antal lånetilbud på en enkelt måned siden april 2015. Dengang konverterede boligejerne til 2%-lånet, mens de i dag konverterer til 1,5%.

Der har været rigtig travlt i april, hvor vi med al tydelighed har kunne mærke den store interesse for at konvertere ned i rente. Det store boom i lånetilbuddene i april sker helt og alene som følge af den massive konverteringsbølge, som i samme måned rullede ind over landet, hvor boligejere har kastet sig over 1,5%-lånet.

Ved udgangen af april lød opsigelsesfristen for mange boligejere, som ønsker at skifte det eksisterende lån ud med 1,5%-lånet, som er den altoverskyggende favorit i øjeblikket. Samlet set blev der indfriet fastforrentede lån fra boligejere og virksomheder for 100 mia. kr., hvor særligt låntagere med fastforrentede lån med 2% og 2,5% i rente har stået for konverteringerne i denne ombæring.

Næste frist lyder ved udgangen af juli, og vi forventer med de nuværende kursniveauer, at der nemt kan gå hen og blive ret så travlt i de kommende måneder.

Mere end 80% af lånetilbuddene med fast rente
Konverteringsbølgen giver de fastforrentede lån vinger i lånetilbuddene. I Totalkredit skød interessen i vejret i april, og de fastforrentede lån stod for 81% af lånetilbuddene i april.

De fastforrentede lån stod i forvejen for en høj andel, som skyldes flere faktorer. Rentefaldet, som vi har været vidne til i 2019, har især være forbeholdt lån med lang rentebinding. Det betyder, at forskellen mellem kort og lang rentebinding er minimeret og er i dag på et 10-årigt lavpunkt. Hertil skal så lægges, at bidragssatsen er steget mest på lån med kort rentebinding, og det øger yderligere argumentationsrækken for boligejerne til at vælge rentesikringen til. Samtidig er der gennem den senere årrække kommet flere tiltag fra myndighedernes side. Senest ved indgangen til 2018 med God Skik i Boligkredit, som blandt andet begrænser lån med helt kort rentebinding.

I gennemsnit har de fastforrentede lån stået for 72% af lånetilbuddene i 2019. I 2018 var andelen 60% og 53% i 2017. Vi forventer den store interesse for fastforrentede lån fortsætter.

Figur: Antal lånetilbud fra realkreditinstitutterne

Jeppe Juul Borre

Tidligere chefanalytiker i Totalkredit: Rådgiver og inspirerer danskerne om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

750 mia stor genopretningsfond game-changer for Europa

EU- kommissionen foreslår 750 mia stor genopretningsfond – 2/3 kan tildeles som støtte, resten som lån
Økonomiske analyser | 2 min

Erhvervstilliden stabiliseret i maj – men coronaudbruddet presser stadig forretningsklimaet

Blødningen i erhvervstilliden er stoppet i maj. Erhvervenes konjunkturindikatorer gik frem fra 50,5 til 51,3 i maj fra april.
Økonomiske analyser | 2 min

Nationalbanken henter endnu 13 mia. kr. i krisefinansiering

Med dagens udskydelse af a-skatte- og momsindbetalinger er finansieringsbehovet vokset yderligere i år