Flere kvinder køber bolig alene

To kvinder med cykel

Andelen af kvinder som køber ejerbolig alene er stigende. Det viser data fra Totalkredit, som Nykredit har analyseret. På landsplan er andelen af kvinder, som køber en bolig alene, øget de seneste 5 år.

Det er dog fortsat mændene, som i størst omfang køber en bolig alene, men kvinderne haler altså ind på dem. På landsplan var 58,6% af boligkøb i 2018 med kun én person på købskontrakten en mand, mens de resterende 41,4% var en kvinde. I 2013 var de tal hhv. 62,2% og 37,8%, og dermed er der tale om en stigning på landsplan på næsten 4%-point på fem år.

Der er kommet flere kvinder som økonomisk set formår at købe en bolig alene. Det skyldes, at kvinder får længere uddannelser end tidligere, og dermed også højere lønninger, som giver mulighed for at købe en ejerbolig på egen hånd. Samtidig er der også sket en stigning i antallet af singlehusstande de senere år. Det er især i de store byer, med København i front, at singler med høje lønninger, der kan betale en ejerbolig, er øget. Det skyldes, at det er dér uddannelsesniveauet er højest, hvor højtbetalte jobs er, og også der, hvor det ikke er unormalt, at man bor alene op i         30´erne.

En anden forklaring bag den stigende andel af kvinder, som køber ejerbolig alene, kan være skilsmisser. Ved skilsmisse i områder hvor boligpriserne er øget meget de seneste fem år, kan det være svært, selv for personer med forholdsvist høje indkomster, at blive i den tidligere fælles bolig alene, og derfor bliver en tidligere fælles bolig udskiftet med to mindre. Og det betyder i mange tilfælde sikkert både en mand og en kvinde bliver ene-boligkøbere.

Store geografiske og aldersmæssige forskelle

Der er samtidig meget tydelige forskelle både i udgangspunktet, og i udviklingen af kvindelige solo-boligkøbere, alt efter hvor landet i vi retter blikket. De mest udtalte forskelle er at finde mellem unge boligkøbere i hhv. Nordjylland og i Hovedstaden. I Nordjylland er mænd i de yngre voksne år langt overrepræsenteret som boligkøbere. Blandt de 20-35-årige solo boligkøbere i Nordjylland udgør kvinderne blot 25,5% i 2018, og mændene derfor hele 74,5% - andele, der ikke har ændret sig nævneværdigt siden 2013. I Hovedstaden fylder de yngre mænd også mest, men kvinderne udgør her 40,2%, og samtidig er der sket en stigning på 5,5%-point på blot 5 år.

Der ligger formentlig flere forskellige forklaringer bag de regionale forskelle
I store dele af fx Nordjylland bliver man boligejer tidligere end i Hovedstaden. Det kan hænge sammen med, at der er flere unge mænd end kvinder, som fx tager en håndværksmæssig uddannelse, hvor de i en ung alder får en løn, som kan dække udgifterne til en ejerbolig - især hvis den er lille eller ligger i en af de lidt mindre byer. Med det prisniveau, som er i Hovedstaden, er det bare ikke muligt for mange unge singler, der måske netop er færdig med en kortere uddannelse, og slet ikke hvis man er på SU. Derfor bliver de fleste da også først boligejere noget senere i Hovedstaden end fx i Nordjylland, og derfor er andelen af andre boformer også langt mere udbredt i Københavnsområdet end andre steder i landet.

Men der er kvinder og mænd som i det første årti som voksne bliver boligejere i Hovedstaden. Nogle af disse er forældrekøbslejligheder, som den unge køber af forældrene til de 15% en typisk meget lav offentlig vurdering. Selvom fordelingen er mindre skæv i Hovedstaden end på landsplan, så er der en forskel, som kan hænge sammen med, at de unge mænd i Hovedstaden i kraft af bl.a. uddannelsesvalg også i starten af karrieren tjener mere end kvinder.

Om data: Data dækker udelukkende udlån via Totalkredit. Totalkredit har en markedsandel på omkring 41% af realkreditudlån i Danmark.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Udbuddet af boliger til salg fortsætter med at stige

Boligsiden har offentliggjort deres boligudbudsstatistik for april 2024. Tallene viser et fortsat stigende udbud af både, huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg. Konkret er er var der ultimo april samlet set 48.674 huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg.
Økonomiske analyser | 2 min

USA: Solid jobvækst, men ingen bremse for lempelser

Jobvæksten i USA er stadig ganske solid. Beskæftigelsen steg med 175.000 i april mod 315.000 marts (revideret). Et stykke under forventningen på 240.000, men det meste af ”misset” ligger den offentlige sektor.
Økonomiske analyser | 2 min

Federal Reserve et stykke fra rentesænkninger

Der var selvfølgelig ingen snak om akutte rentesænkninger på dagens møde. Det har stået klart længe.