1%-lån runder sin første milliard – meget mere i vente
I Totalkredit runder det 30-årige fastforrentede 1%-lån med afdrag i dag sin første milliard i udlån. Lånet har eksisteret siden starten af april, og efter en lidt træg start er interessen på udstedelserne steget de seneste uger.

I denne uge er der foreløbig udstedt lån for 365 mio. kr., mens der i sidste uge blev udstedt for 274 mio. kr. Til sammenligning har udstedelserne i de foregående ni uger af lånets levetid lydt på godt 50 mio. kr. i gennemsnit om ugen.
Interessen for 1%-lånet er så absolut taget til. Det er især sket efter, at 1,5%-lånet rundede kurs 100 for nogle uger siden, som dermed har banet vejen for 1%’eren.
Boligejerne vil kort og godt have fast rente, som står for 80% af lånetilbuddene i øjeblikket, og her er det nu med 1% i rente på et 30-årigt lån. Kursen på 1%-lånet er tilmed steget ganske betragteligt, hvor lånet i dag småflirter med 99. Jeg har en ret klar forventning om, at boligejerne for alvor tager 1%-lånet til sig i tiden, som vi ser ind i, og at seriestørrelsen stiger yderligere herfra med en pæn fart.
Den ene mia. blegner vel at mærke lidt i forhold til de 34 mia. kr., der er i udlån på 1,5%-lånet med afdrag. Men den første milliard er det første skridt mod tilstrækkelig stor obligationsserie, og vi ser gerne obligationsserien komme op på 5 mia. kr. for at eliminere risikoen for indlåsning. Indlåsning betyder, at der sidder relativt få investorer på obligationerne som følge af en lille serie. Konsekvensen er, at boligejeren risikerer at skulle indfri lånet til en højere kurs end ellers. På det afdragsfrie lån er seriestørrelsen mindre end 100 mio. kr., og derfor er indlåsningsrisiko til stede både på lånet med og uden afdrag og dermed fortsat et opmærksomhedspunkt ved låneoptagelse.
Ny - og større - konverteringsbølge i vente
Ved udgangen af april skyllede en konverteringsbølge ind over landet, hvor der blev konverteret fastforrentede lån for 100 mia. kr. Her var det 1,5%-lånet, som stod øverst på hitlisten. Siden er renterne faldet yderligere, og nu er det et 1%-lån, som er toneangivende og rækker ud til boligejere med 2% i rente og opefter.
Den næste opsigelsesfrist er ved udgangen af juli, og med det seneste rentefald forventer vi en konverteringsbølge, som sætter fristen i april fuldstændig til vægs. Der er allerede opsagt lån for 8,3 mia. kr., som er næsten dobbelt så meget sammenlignet med samme tidspunkt før fristen i april. Med de nuværende kursniveauer ser vi en konverteringsbølge på den gode side af 150 mia. kr. Det vil især være boligejere med 2%- og 2,5%-lån, der kommer til at konvertere ned i rente.
Er det lige nu sidste chance for at få meget lav fast rente? Formentlig ikke, men ingen ved det med sikkerhed. Med hånden på hjertet kan jeg ikke afvise, at muligheden fortsat eksisterer om tre måneder, og det tror jeg også, at den gør, men det er på ingen måde en garanti, som jeg kan give. Om tre måneder, når der er opsigelsesfrist igen, kan den faste rente være ligeså lav eller måske endnu lavere. Det ændrer dog ikke en døjt ved, at i dag er et godt niveau for mange at konvertere ned i rente.
Figur: Ugentlige udstedelser i 1%-lån m. afdrag, mio. kr.
Kilde: Nasdaq OMX


Jeppe Juul Borre
Tidligere chefanalytiker i Totalkredit: Rådgiver og inspirerer danskerne om lånefinansiering ud fra det aktuelle renteniveau og relevante realkreditprodukter.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
