Vismænd sender 112.000 kr. til boligejerne over to år
De Økonomiske Råds Vismænd har netop offentliggjort deres Konjunkturvurdering for dansk økonomi og for udviklingen i boligpriserne. Vismændene forventer, at boligpriserne fortsat vil øges i de kommende år.

For 2019 og 2020 forventes prisstigninger på boliger på hhv. 3,0% og 2,7%. Bliver forventningerne til virkelighed betyder det, at et gennemsnitligt hus i Danmark på 142m2 vil øge sin værdi med 111.877 kr. i år og næste år.
5 års fremgang i huspriserne i langt hovedparten af landet vil ifølge Vismændene fortsætte. Vi deler Vismændenes forventninger til fortsat pæn fremgang i boligpriserne i de kommende år. Det går nemlig fortsat godt på boligmarkedet. Der handles flittigt, og priserne på huse stiger i samtlige landsdele. At boligmarkedet bliver ved med at have det godt, skyldes, at det går godt i dansk økonomi. Flere og flere danskere har fast arbejde og oplever indkomstfremgang.
Dertil kommer det rentefald, som vi har set i 2019, og som p.t. har trykket renten på det toneangivende 30-årige fastforrentede realkreditlån ned på 1,0%. Når renterne falder, giver det flere danske familier mulighed for at opgradere huset eller blive husejere for første gang. Det er hovedforklaringerne bag den fortsat pæne prisfremgang på huse.

Hvad betyder øget boligformue for boligejerne?
Det betyder måske ikke så meget i dagligdagen, at boligformuen vokser, da vores huse jo først og fremmest danner rammen om et hjem og ikke er et spekulationsobjekt, men øget formue gør os alligevel mere trygge. Vores bolig udgør typisk den største økonomiske værdi men også forpligtelse, og derfor er det tryghedsskabende med en god buffer, så man er fri til fx at flytte, hvis man vil.
De mange ekstra ”murstenspenge”, der er skabt de senere år, giver dog også nogle helt konkrete muligheder. Hvis du eksempelvis drømmer om et nyt køkken, får behov for nyt tag eller drømmer om at holde sølvbryllup under fjerne himmelstrøg, så er det en reel mulighed at bruge friværdien til det.
Det vil kræve mere gæld at realisere de muligheder, der er i boligformuens vækst, men det er ofte en billig måde at finansiere fx større ombygninger, energirenoveringer eller andet, som kan gøre boligen billigere at bo i og sikkert også mere værd. Danskerne er fortsat mere tilbageholdende med at låne i friværdien, end de var tidligere, og når de gør det, så er det netop sådanne fornuftsbaserede optimeringer af boligen, som danskerne fører ud i livet for tiden.

Mira Lie Nielsen
Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
