På landsplan har husejere fået 50.000 kr. mere i boligforme det seneste år - i Københavns Omegn er der 170.000 kr. mere til husejerne

København ovenfra

Boligsiden har netop offentliggjort tal for prisudviklingen på huse i juni 2019.

Tallene viser, at prisen på et dansk parcel- eller rækkehus fortsætter med at stige, og at huspriserne på landsplan i juni 2019 ligger 2,5% højere end i juni 2018. Prisen for en kvadratmeter dansk parcelhus kostede i juni 2019 14.316 kr., hvilket svarer til, at et gennemsnitligt hus på 142 kvadratmeter koster 2.032.817 kr. I forhold til juni 2018 er der tale om en værdiforøgelse på 49.653 kr.

Det går fortsat godt på boligmarkedet. Der handles flittigt, og priserne på huse stiger i samtlige landsdele. At boligmarkedet har det godt, skyldes at det går godt i dansk økonomi. Flere og flere danskere har fast arbejde og oplever samtidig indkomstfremgang. Sammen med de lave renter giver det mange danske familier mulighed for at opgradere huset eller blive husejere for første gang. Når renterne derudover falder, kan folk på boligjagt købe hus for mere med den samme indkomst. Det er hovedforklaringerne bag den fortsat pæne prisfremgang på huse.

Fremadrettet er vi også optimistiske omkring boligmarkedet og forventer huspriser, der i 2019 samlet set stiger med 3,7% på landsplan. Boligmarkedet begunstiges af fortsat optimistisk og positiv samfundsøkonomisk udvikling i Danmark. Rentefaldet accelererede fra ultimo marts og vil i de kommende måneder præge prisudviklingen i positiv retning.

Der har været udtrykt bekymring for, at opbremsningen på ejerlejlighedsmarkedet i København ville stoppe fremgangen i huspriserne i omegnskommunerne. Det er ingenlunde realiteterne. Huspriserne i landsdelen Københavns Omegn lå således i juni 2019 4,2% højere end i juni 2018. Det er en noget kraftigere prisstigning end på landsplan. I juni 2019 kostede et gennemsnitligt 142 kvadratmeter hus 4.221.874 kr. i Københavns Omegn. Det er 170.348 kr. mere end i juni 2018, hvor et gennemsnitligt hus dér kostede 4.051.527 kr.

Husmarkedet rundt om København er de seneste år kommet op i en kadence, hvor aktivitetsniveauet fint kan bære sig selv uden yderligere assistance fra København. Samtidig er udbuddet af huse til salg forholdsvis lavt i omegnskommunerne til København. Derfor er der fortsat godt fart i huspriserne i kommunerne rundt om København, selvom der er færre tilflyttere fra stenbroernes ejerlejligheder.

Det er vigtigt at huske, at antallet af solgte huse i Københavnsområdet i en årrække har ligget meget højt, og fortsat gør det. Der skal derfor i vores optik et kraftigt prisfald til, før opbremsningen på det københavnske ejerlejlighedsmarked trækker prisudviklingen på huse i resten af Hovedstaden ned i negativt territorium. En sådan udvikling er ikke vores forventning for hverken 2019 eller 2020.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 1 min

Solid stigning i europæisk erhvervsbarometer – spænder ikke ben for rentenedsættelser

PMI for eurozonen steg pænt i april. Det samlede indeks steg fra 50,3 i marts til 51,4 i april.
Økonomiske analyser | 1 min

Beskæftigelsen fortsætter sin sejrsgang

Lønmodtagerbeskæftigelsen steg igen markant i februar, hvor yderligere 5300 personer kom i job. I februar var der således 3.014.700 lønmodtagere. Det viser dagens tal fra Danmarks Statistik.
Økonomiske analyser | 3 min

Salget af ejerlejligheder steg massivt i marts - dog fortsat lavt niveau historisk set

Boligsiden har offentliggjort handelstal for marts 2024. Tallene viser, at salget af ejerlejligheder steg igen i marts, men niveauet er dog historisk set fortsat i den lave ende uden dog at indikere en krise på markedet.