*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Prisen på ejerlejligheder steg i juni – også i Hovedstaden

Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for prisudviklingen på boliger frem til og med juni 2019. Tallene viser, at ejerlejlighedspriserne på landsplan fortsat stiger.

Ser man på prisen i juni 2019 i forhold til juni 2018, så er prisen på ejerlejligheder på landsplan øget med 1,2% det seneste år. I Hovedstaden var ejerlejlighedspriserne i juni 1,1% højere end i juni 2018. Stigningen i Hovedstaden i juni kommer dog efter fald i både april og maj i sammenligning med samme måneder i 2018.

Prisstigninger i landets større provinsbyer er med til at sikre fortsat stigende ejerlejlighedspriser på landsplan. Vi ved nemlig, fra andre og mere detaljerede statstikker, at der fortsat er pæn prisfremgang i flere af de større provinsbyer, så selvom at priserne på lejligheder det seneste år er faldet lidt i København og Aalborg, så sikrer en positiv udvikling på ejerlejlighedsmarkedet i de største provinsbyer prisfremgang på landsplan.

Flere og flere danskere vælger at bo en af landets større byer. Der har været meget fokus på den tendens i de allerstørste byer, men tendensen gør sig også gældende rundt om i landets større provinsbyer. Her vokser indbyggertallet, og efterspørgslen efter ejerlejligheder øges. Det er blevet mere almindeligt at bo i lejlighed i provinsen - også for familier der fint ville have råd til et hus. Sammen med den fortsat positive samfundsøkonomiske baggrund, der har givet høj beskæftigelse i hele landet, det betydelige rentefald i 2019, så er der kommet flere og købestærke købere i markedet, som gerne betaler en relativt høj pris for at bo centralt i en nybygget lejlighed, og det skubber priserne op.

Vi forventer, at ejerlejlighedspriserne på landsplan vil fortsætte op, og stige 1-2% årligt i 2019 og 2020.

I Hovedstaden, som i høj grad er præget af udviklingen i København, var priserne på ejerlejligheder i juni 1,1% højere end i juni 2018. Stigningen kommer dog efter er en periode med faldende priser, og dagens tal skal tolkes i det lys.

Der sælges ikke ligeså mange københavnske ejelejligheder som i 2015-2017, og udbuddet er øget, men markedet er ikke gået i stå, og derfor sker der ikke store dramatiske fald i ejerlejlighedspriserne. Derfor ser vi priser, som nogle måneder stiger lidt, selvom den overordnede tendens er svagt faldende priser. Køberne er blevet mere kræsne, men der sælges fortsat fint med ejerlejligheder i København og i resten af Hovedstaden.

Den gunstige samfundsøkonomi med høj beskæftigelse og lave renter sikrer fortsat mange handler, og det holder hånden under priserne. Ejerlejlighedsmarkedet får også hjælp fra renter, som er faldet stort set hele 2019 og slår den ene rente-bundrekord efter den anden, hvilket formentlig har været udslagsgivende for, at tøvende købere har slået til og skubbet priserne opad i juni. Når de faste renter bliver lavere, så kan boligkøbere på den ene side købe for mere med den samme indkomst, og samtidig giver rentefaldet en besparelse i husholdningsbudgettet i mange år frem. Derfor afbøder rentefaldet det nedadgående pres på ejerlejlighedspriserne, som det større udbud og længere salgstider giver.

Den faldende tendens for antallet af solgte ejerlejligheder synes bremset i 2019, og handelsaktiviteten udvikler sig nu mere stabilt - dog på et lavere niveau. Selvom der i flere af forårsmånederne er solgt lidt flere ejerlejligheder bl.a. i Købehavn end i 2018, så holder vi fast i, at ejerlejlighedsmarkedet i Hovedstaden kører i et lavere gear det resterende af 2019.

Mira Lie Nielsen

Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.

Relaterede Artikler