For 8. måned i træk stiger prisen på huse mere end på lejligheder
Danmarks Statistik har offentliggjort tal for prisudviklingen på huse og ejerlejligheder i juli 2019. Tallene viser, at priserne på enfamiliehuse er steget mere end på ejerlejligheder for 8. måned i træk.

Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for prisudviklingen på huse og ejerlejligheder i juli 2019. Tallene viser, at priserne på enfamiliehuse på landsplan steg 3,3% i juli i forhold til samme måned sidste år, mens priserne på ejerlejligheder faldt med 2,1% i forhold til samme måned sidste år. Det er 8. måned i træk, at priserne på enfamiliehuse er steget mere end på ejerlejligheder, når man måler prisudviklingen i forhold til samme måned året før år.
Det går fortsat fint på boligmarkedet. Der handles flittigt, og priserne på huse stiger i samtlige landsdele, og da farten på ejerlejlighedsmarkedet siden sommeren 2018 er sat noget ned, så er der altså generelt større prisstigninger til husejerne end til ejerlejlighedsejerne. At der fortsat er fin fart på huspriserne skyldes en hel buket af positive faktorer. Det går endnu godt i dansk økonomi, rigtig mange danskere har fast arbejde, og samtidig har yderligere rentefald i 2019 skubbet finansieringsomkostningerne ved huskøb ned mod det laveste niveau nogensinde. Samlet set giver det mange danske familier mulighed for at opgradere huset eller blive husejere for første gang.
Fremadrettet er vi fortsat optimistiske for hussalget og for boligmarkedet. Rentefaldet i 2019 vil løfte handelsaktiviteten for huse i den resterende del af 2019, men der bliver formentlig kun tale om et lille løft, idet handelsniveauet allerede er højt og har været det i en årrække. Flere handler vil understøtte fortsat fremgang for huspriserne. På den baggrund venter vi en prisstigning på 3,8% i 2019. Det er en lidt lavere prisstigning end i 2017 og 2018, idet fremgangen i hussalget nu i højere grad trækkes af hussalg i provinsen, hvor prispresset er lavere end i storbyerne.
Ejerlejligheder i de mindre byer trækker læsset
Det seneste år er ejerlejlighedspriserne på landsplan faldet med 2,1%, når man sammenligner juli 2019 med juli 2018, og det er kun i januar og i juni i 2019, at priserne på ejerlejligheder er øget i forhold til samme måned et år tidligere. Det er en betydeligt anden udvikling end i årene fra 2013-2018, hvor årlige prisstigninger omkring 10% var normen. Udviklingen dækker over betydelig opbremsning og faldende ejerlejlighedspriser i de største byer som København og Aalborg, mens priserne stiger på ejerlejligheder i mange af de større provinsbyer. Det er en situation, som vi forventer fortsætter året ud og som vil resultere i, at ejerlejlighedspriserne på landsplan stiger med beskedne 1,5% i 2019.
Rentefaldet i 2019 vil, ligesom for huse, også løfte handelsaktivteten og påvirke ejerlejlighedspriserne positivt, men stammere kreditregler gør, at rentefaldet i 2019 løfter priserne i de største byer i samme grad som tidligere. Implementeringen af Finanstilsynets Vækstvejledning betyder eksempelvis, at boligkøberes gæld som udgangspunkt ikke bør overstige 4. Kommer gældsfaktoren op mellem 4 og 5, skal boligkøberen kunne klare prisfald på 10% uden af få negativ formue. Er gældsfaktoren over 5, så skal man kunne klare et boligprisfald på 25% og fortsat have en positiv formue. Da lønindkomsten i de senere år ikke er øget lige så hurtigt som boligpriserne flere steder i landet, lægger begrænsningen på gældsfaktor 4 en dæmper på rentefaldets påvirkning af boligpriserne. Det er primært i de dyre områder, hvor især førstegangskøbere, men også andre, ofte vil være nødt til at låne det maksimalt mulige for at kunne købe en bolig, som passer til deres familie. Det betyder, at rentefald ikke giver mere at købe for for mange familier i fx København, og dermed ikke skubber priserne op i samme grad som tidligere. Omvendt vil mindre rentestigninger heller ikke trække ned i priserne i samme omfang som tidligere.

Mira Lie Nielsen
Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
