*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

Amerikansk økonomi viser dybere tegn på svækkelse

Erhvervstilliden for servicesektoren i USA falder kraftigt – servicesektoren er afgørende for at holde økonomien på benene.

Aktiviteten i servicesektoren mister fart på et tidspunkt, hvor bekymringerne om amerikansk økonomi allerede er for opadgående. Handelskrigen er eskaleret over de seneste måneder, og det har på det seneste afspejlet sig i kraftigt forværrede tegn fra den amerikanske industri. Så sent som tirsdag viste ISM for fremstillingssektoren betydelig svækkelse. Men servicesektoren er den sektor, der skal sikre, at svækkelsen i økonomen ikke ender med at gå ud over de forbrugere, der lige nu holder global efterspørgsel oppe. Det er nemlig i servicesektoren, at langt de fleste af jobbene bliver skabt, og et stærkt arbejdsmarked er afgørende for forbrugernes optimisme og forbrugslyst.

Dagens tal viser, at også servicesektoren taber højde, men det sker trods alt fra et højt niveau. Men hastigheden er bekymrende. Vi er dog endnu ikke der, hvor USA's økonomi er på vej ud over kanten. Men en meget langvarig periode med udpræget svaghed i industrien kan dog ende med at smitte så kraftig af på resten af økonomien og dermed vælte læsset - men det er ikke vores forventning, at det går så galt, selvom risikoen er stigende.

De seneste dages svækkelse i nøgletal har pustet recessionsfrygten til live igen. Det har skabt store fald i aktiemarkederne verden over i ugen. Men svage nøgletal og markedsuro betyder også, at det bliver stadig mere sandsynligt, at den amerikanske centralbank vil imødegå usikkerheden med endnu en rentenedsættelse på dens møde i slutningen af måneden.

Næste test for markederne er morgendagens jobrapport fra USA. En svag jobskabelse vil helt givet puste yderligere til ængstelsen i markederne.

Frederik Engholm

Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.

Relaterede Artikler