Antallet af overnatninger i danske feriehuse sætter igen rekord og booster sommerhusmarkedet
Danmarks Statistik har netop offentliggjort nye tal for antallet af overnatninger i udlejede danske feriehuse i oktober 2019.

Der har i årets første 10 måneder været 19,3 mio. overnatninger, hvilket er det højeste nogensinde. Dermed ser feriehusudlejningen i 2019, for fjerde år i træk, ud til at sætte ny rekord. Det er dermed en god forretning at udleje sommerhuset, hvilket viser sig i en betydeligt reduktion i omkostningerne ved at være sommerhusejer. Det er en meget medvirkende årsag til, at salget af danske sommerhuse i 2019 er det højeste i 12 år, og at priserne stiger stødt.
Det stigende antal overnatninger er et håndgribeligt bevis på, at der er et øget bud efter sommerhusovernatninger, og den udvikling kan man som sommerhusejer udnytte. Ved at leje sit sommerhus ud, har man mulighed for at få dækket en del af omkostningerne ved at eje huset. Alt efter hvor meget man lejer ud, så kan det give et betydeligt bidrag. Vi oplever, at mange nye sommerhuskøbere er mere interesserede i mulighederne for at leje huset ud, og på den måde begrænse omkostningerne ved at have huset.
Helt basalt så åbner de gode udlejningsmuligheder døren for at flere ikke bare kan, men også ønsker, at blive sommerhusejere. Når man skattefrit kan tjene mere end 40.000 kr. årligt, så kan mange godt kan leve med at fremmede rykker ind, sover i sengene og drikker af vinglassene. Det ekstra tilskud til husholdningsøkonomien kan nemlig betyde, at et sommerhuskøb ikke dræner den daglige økonomi, spænder ben for skiferien, eller at charterrejsen må droppes, hvis sommeren skulle vise sig for våd herhjemme.
Man skal dog ikke basere sit sommerhuskøb på, at huset absolut skal lejes ud i samtlige tilladte uger om året. Man kan nemlig ikke tage den nuværende høje efterspørgsel for givet - heller ikke selvom vi efterhånden skal en del år tilbage for at se, at tiden var en anden, og efterspørgslen slet ikke var til stede i samme omfang. Det er i vidt omfang den samfundsøkonomiske konjunktursituation i ind- og udland, som afgør, hvor meget og til hvilken pris, sommerhusovernatninger efterspørges. Man kan selvfølgelig sørge for, at ens eget hus er i fin stand, kan bruges hele året, og har de faciliteter, turisterne efterspørger. Men man har ikke nogen som helst indflydelse på, hvordan antallet af arbejdspladser og lønudviklingen i Europa udvikler sig - ting, som har stor betydning for, hvor mange turister, der kommer til Danmark.
Mild politisk og finansieringsmæssig vind er blæst hen over sommerhusene
I juni 2017 blev antallet af uger, hvor man frit kan udleje sit sommerhuset, øget fra 26 til 43 uger, og samtidig blev bundfradraget sat op. I 2019 kan man udleje skattefrit for 40.900 kr., hvis man gør det gennem et bureau, og samtidig er der et skattefradrag på hele 40% af resterende lejeindtægt. I 2020 stiger den skattefri udleje til 41.800 kr. Siden 1. maj 2017 har det samtidig været muligt at realkreditfinansiere et sommerhuskøb med op til 75%. Inden da var der en grænse på 60% realkreditbelåning i sommerhuse. Begge er tiltag, som har gjort det billigere at være sommerhusejer. Det er dog fortsat de positive, samfundsøkonomiske faktorer som høj beskæftigelse, lønstigninger og fremgang på boligmarkedet generelt, som har lagt fundamentet for fremgangen på sommerhusmarkedet.

Mira Lie Nielsen
Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
