*c-questionc question887625C2-7BF1-4000-B4A3-B26DC9267EA1@3x2F9E87B5-5CC3-4957-855A-0368FBC07B2C@1xGroup 13-Group 13-Group 13+Group 13+c-questionflag-enStroke 1Stroke 1
Artikel Økonomiske analyser |

ECB - Lagarde lægger roligt fra land

ECB’s nye chef, Christine Lagarde, lægger roligt fra land

Der var som ventet ingen ændringer fra ECB på dagens pengepolitiske møde. Centralbanken lancerede i september en større pakke af lempelser med rentenedsættelse, nye opkøb og indførelse af rentedifferentiering. Mange havde derfor, som vi, forventet, at centralbanken gerne lige vil se tiden an og vurdere effekten, før yderligere tiltag overvejes.

Ingen vækst, ingen inflation, ingen værktøjer
ECB står i en meget vanskelig situation med en økonomi, der snegler sig frem, en inflation der ligger langt under målsætningen, men også et pengepolitisk arsenal som er meget tæt på opbrugt. Det er også grunden til, at centralbankens ledelse bruger næsten ligeså meget krudt på at tale om finanspolitikken, som den er uden direkte indflydelse på, som på den pengepolitik, den selv har ansvaret for. Kun finanspolitikken har mulighed for mere substantielt at løfte væksten i regionen.

I forbindelse med dagens møde offentliggøres ECB-stabens opdaterede prognoser for inflation og vækst for de kommende år. Men med det svage økonomiske afsæt, så ventes inflationsprognosen at bekræfte, at der er meget lang vej til målet for centralbanken.

Uenighed holder ECB tilbage
Selvom ECB langtfra opfylder sit mål, så er der i centralbanken bred uenighed om gevinsterne ved yderligere lempelser i pengepolitikken. Det betyder at barren for lempelser er relativt høj. Der var blandt flere nordeuropæiske ECB-medlemmer meget stor utilfredshed med, at et flertal gennemtvang en genstart af QE-programmet. Flere har også ytret tvivl om de gavnlige effekter af endnu mere negative renter.

Nykredit venter med baggrund i det og en forventning om, at væksten er ved at stabilisere sig, at ECB ikke vil lave ændringer i 2020. Men forværres situationen på kort sigt eller forbedres den ikke i løbet af 3-4 måneder, så vurderer vi, at centralbanken er tvunget til at reagere med ny rentenedsættelse.

Dagens møde er Lagardes første for bordenden, så der vil være ganske meget fokus på, hvordan hun vil håndtere pressemødet og spørgsmålene til de økonomiske og pengepolitiske udsigter fra journalisterne. Vi forventer bl.a. spørgsmål til ECB’s varslede review af pengepolitikken – der spekuleres blandt andet i om inflationsmålsætningen skal ændres og hvordan den grønne omstilling kan inkorporeres.

Frederik Engholm

Chefstrateg: Beskriver og definerer de store linjer i global økonomi og investeringsforhold. Herunder Nykredits holdning til investering, rente-, valuta- og aktiemarkedet.

Relaterede Artikler