Ny boligprisprognose spår stigende boligpriser i alle landsdele i 2020 og 2021
Vi forventer stigende priser på huse i samtlige landsdele i 2020 og 2021. Vi forventer også, at priserne på ejerlejligheder vil stige yderligere i de kommende par år.

Samtidig betyder danskernes store appetit på sommerhuskøb, at vi også godt kan forvente yderligere prisstigninger på sommerhusmarkedet i år og næste år. Det er hovedkonklusionerne i vores nye boligprisprognose, som vi offentliggør i dag.
Boligmarkedet har det godt, og vi forventer at de gode tider på boligmarkedet fortsætter. Hovedårsagen til de gode tider på boligmarkedet er, at det simpelthen forsat går godt i dansk økonomi. Mange danskere har fast arbejde og oplever indkomstfremgang. Samtidig har yderligere rentefald i 2019 skubbet finansieringsomkostningerne ved huskøb ned mod det laveste niveau nogensinde. Samlet set giver det mange danske familier mulighed for og lyst til at opgradere huset eller blive husejere for første gang.
På ejerlejlighedsmarkedet forventer vi nu, at der vil være prisstigninger i samtlige af de fire største byer i hele prognoseperioden. I 2019 har vi ellers set prisfald i både Byen København (inkl. Frederiksberg), Aarhus og Aalborg. Forventningerne til ejerlejlighedsmarkedet i 2020 er dog nedjusteret en smule i denne prognose, selvom der siden seneste prognose har været stigende aktivitet og små prisstigninger på især det københavnske ejerlejlighedsmarked. Hvorfor, vi har nedjusteret og hvorfor det også går så godt på sommerhusmarkedet, kan der læses mere om i vedhæftede boligprisprognose.

Mira Lie Nielsen
Boligøkonom: Rådgiver og inspirerer boligejerne om boligfinansiering, boligpriser og udviklingen på boligmarkedet.
Relaterede Artikler

Trump fyrer centralbankmedlem

Udsigt til lavere vækst herhjemme
