Udfordret detailsalg går frem i januar

Arbejde ved bord

Detailomsætningen steg med 0,5% i januar i forhold til december sidste år, når der korrigeres for normale sæsonudsving.

Indkøbet af fødevarer og andre dagligvarer varer samt tøj og sko trækker ned, men det opvejes af fremgang i andre forbrugsvarer fra detailhandelen. Det viser morgenens tal fra Danmarks Statistik. Detailomsætningen har udviklet sig svagt gennem sidste år. De seneste tre måneder ligger blot 0,5% over samme periode året før.

Bedømt ud fra detailomsætningsindekset har forbrugerne nu taget sig en slapper med forbruget det sidste halvandet år. Hvis forbrugerne har trukket friværdi ud ved sidste års mange lånekonverteringer, så har de i hvert fald ikke brændt dem af i danske detailbutikker.

Detailsalget i Danmark er udfordret af stigende internethandel på udenlandske hjemmesider. Når vi shopper hos udenlandske internetbutikker eller køber tjenester som fx streaming, indgår de ikke i den danske detailomsætning.

Det er især tydeligt for vores køb af tøj og sko. Danskerne er ikke holdt op med at købe tøj og sko, men de køber det i stigende grad hos udenlandske internetforretninger, som ikke indgår i den danske detailomsætning. Til gengæld går det ned ad bakke med detailsalget af især tøj og sko herhjemme, og det trækker den samlede detailomsætning ned.

Så at detailsalget er bremset op, er absolut ikke det samme, som at forbrugerne er holdt op med at shoppe.

Forbrugerne er tilbageholdende
Selv om det private forbrug er steget mere, end detailomsætningen viser, så har forbrugerne generelt været tilbageholdende i dette opsving. Vi bruger en noget mindre andel af vores rådighedsbeløb, når vi sammenligner med tidligere gode tider.

Der er god grund til at tro på, at det privat forbrug vil stige fortsat. Forudsætningerne er i hvert fald til stede.

Forbrugerpriserne er i en længere periode steget langsommere end lønnen, som dermed rækker længere. Og med de seneste overenskomstaftaler er der også udsigt til lidt højere lønstigninger i de kommende år end hidtil under opsvinget. Endelig øger stigende boligpriser og lave renter også danskernes forbrugsmuligheder.

Vi tror på, at danskerne shopper videre, og at forbruget vil øges i år. Det er der i hvert fald rigeligt plads til i forbrugeres rådighedsbeløb. Spørger man forbrugerne ad, er de også positive om deres egen økonomiske situation, som vi så i sidste uges forbrugertillid.

Fakta:

• Detailsalget omhandler salg af nye og brugte varer til personlig husholdningsbrug gennem forretninger, stadepladser, internet mv.

• Detailomsætningsindekset beregnes på baggrund af en stikprøve på ca. 2.000 ud af i alt 10.000 detailvirksomheder.

• Indekset indeholder ikke omsætning fra udenlandske internetforretninger.

Troels Kromand Danielsen

Tidligere cheføkonom i Nykredit

Relaterede Artikler

Økonomiske analyser | 3 min

Udbuddet af boliger til salg fortsætter med at stige

Boligsiden har offentliggjort deres boligudbudsstatistik for april 2024. Tallene viser et fortsat stigende udbud af både, huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg. Konkret er er var der ultimo april samlet set 48.674 huse, ejerlejligheder og sommerhuse til salg.
Økonomiske analyser | 2 min

USA: Solid jobvækst, men ingen bremse for lempelser

Jobvæksten i USA er stadig ganske solid. Beskæftigelsen steg med 175.000 i april mod 315.000 marts (revideret). Et stykke under forventningen på 240.000, men det meste af ”misset” ligger den offentlige sektor.
Økonomiske analyser | 2 min

Federal Reserve et stykke fra rentesænkninger

Der var selvfølgelig ingen snak om akutte rentesænkninger på dagens møde. Det har stået klart længe.